EM håndbold

DHF skal redde EM - men afviser nu hurtigt svar

Dansk Håndbold Forbunds (DHF) formand, Per Bertelsen, tror ikke længere på, at de allerede tirsdag kan melde noget ud om afholdelse af EM.

Hvad der normalt tager mere end et år at planlægge, har DHF nu 17 dage til.

Norge måtte mandag opgive sit værtskab til EM i december på grund af hårde coronarestriktioner, og dermed er det nu op til nordmændenes medvært, Danmark, at redde slutrunden.

DHF meddelte tidligere på dagen, at de regnede med en endelig udmelding allerede tirsdag, fortalte generalsekretær Morten Stig Christensen.

Den ambition tror forbundet ikke længere på.

Tror ikke længere på det

- Vi havde troet, vi kunne komme med en udmelding i morgen. Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror nærmere, det bliver sidst på ugen, siger formand Per Bertelsen til TV 2 SPORT.

- Der skal findes rigtig mange mennesker, som bliver lukket inde i en rød boble, og som ikke kan være sammen med deres familier i to til tre uger. Og andre ting.

- Dele som økonomi og andre udfordringer, som vi har, gør, at vi på nuværende tidspunkt er nødt til at sige, at den melding, som vi er kommet med, at vi håbede at kunne gøre det i morgen, ikke lykkes for os. Det må jeg bare erkende. Der vil gå et par dage mere.

Dansk Håndbold Forbunds (DHF) generalsekretær, Morten Stig Christensen, fortæller til TV 2 SPORT, at man allerede er i gang med at se på en løsning, hvor Danmark overtager hele afviklingen af EM. Video: TV 2 SPORT

Det europæiske håndboldforbund meddelte ligeledes mandag, at de ville komme med yderligere EM-informationer tirsdag.

Opbakning fra regeringen

Danmark har stor erfaring med afvikling af håndboldslutrunder på både herre- og damesiden, senest herrernes VM-slutrund i januar 2019.

Og i den penible og pressede situation er der opbakning fra den danske regering.

- Der er rigtig mange, inklusiv regeringen, der gerne vil arbejde for, at afholdelse af EM kan lade sig gøre, lyder det i et skriftligt svar fra kulturminister Joy Mogensen til TV 2.

- Men vi skal sikre os, at arrangementet kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt. Det er Kulturministeriet i tæt dialog med DHF og sundhedsmyndighederne om, og den dialog er nu intensiveret af Norges udmelding. Jeg har også indkaldt Folketingets idrætsordførere til et møde i morgen tirsdag.

Da der herskede tvivl om, hvorvidt Norge var i stand til at afvikle sin del af EM-slutrunden, lød den største bekymring på økonomien. Sagt på en anden måde måtte det ikke være Danmark, der skulle stå med regningen.

Langt fra et drømmescenarie

Selvom problemerne synes at være langt flere end løsningerne, tror Per Bertelsen på, at Danmark kan sikre EM.

- Det er absolut ikke noget drømmescenarie for os, og det er ikke noget, vi rigtig gerne vil. Fra forbundets side er det nødvendigt, at vi kommer i gang igen, og at det ikke skal lukke helt ned. Det driver os frem i det her. Vi skal gøre alt for at løse den opgave, siger DHF-formanden.

- Om det lykkes for os i den her uge, skal jeg lade være usagt, men vi gør alt, hvad der står i vores magt. Der er rigtig mange byer og haller, som har budt sig til og gerne vil hjælpe til.

- Det havde været sjovere, hvis det var for otte dage siden. Det er det ikke. Nu skal vi løse den her opgave på kortere tid. Vi har nogle fantastiske medarbejdere og frivillige i dansk håndbold, som vil kunne løse den opgave, og jeg er sikker på, vi kan komme med et svar sidst på ugen.

EM-slutrunden afvikles fra 3. til 20. december.