VM håndbold

Stjerner vil have historisk VM aflyst

Der er modstand mod håndbold-VM i januar fra flere store navne.

Coronapandemien har under sin hærgen sat en stopper for rigtig mange store begivenheder, men som det ser ud lige nu, bliver herrernes VM i januar ikke en af dem.

Og det mere end undrer en række stjerner.

- Jeg ville uden tvivl ikke afholde VM. Der er vigtigere ting, for eksempel sundheden. Og det glemmer nogle personer desværre hurtigt, siger tyske Patrick Wiencek ifølge NDR.

Den holdning deler kroatiske Domagoj Duvnjak, der er holdkammerat med Wiencek i tyske THW Kiel.

- Det er for farligt.

Heller ikke islandske Aron Palmarsson, der spiller i FC Barcelona, forstår, hvorfor VM skal afholdes.

- Man bør aflyse det. Jeg kan ikke forstå, at vi i den givne situation skal flyve dertil og spille for enhver pris, siger han.

For første gang nogensinde skal hele 32 nationer dyste om titlen som verdensmester.

Ifølge den tyske landsholdsspiller Uwe Gensheimer bør VM blive afholdt, fordi det er til glæde for millioner af seere.

- Der kommer flere

Men de tre andre stjerne har ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert "startet en lavine."

- Der kommer flere. På et tidspunkt kommer nogle af de store danske navne også, siger han.

- Jeg tror, der er rigtig mange, der har svært ved at se 31 nationer rejse til Egypten. De er alle sammen bange for at rejse derhen. Jeg tror, mange har svært ved at se de såkaldte bobler fungere og eksistere gennem et helt mesterskab.

Han mener, at spillernes ord har en vis tyngde, ligesom der fra klubbernes side kan være en interesse i, at slutrunden ikke bliver afholdt.

- Og så er det ikke engang sikkert, at det er nok. Hvis det ikke er nok, er min spekulation, at VM vil modtage mange afbud, siger Nyegaard.

Svensk kritik

Udover frygten for coronavirussen har flere svenske landsholdsspillere råbt vagt i gevær, fordi flere klubkampe - nationale som europæiske - er blevet udskudt.

Som det ser ud lige nu, bliver kampprogrammet voldsomt presset for verdens bedste spillere før og efter VM, som starter den 13. januar.

- Det bliver sindssygt, for alt er bare skubbet frem. Vi kommer til at have 200 spillere, som er skadet inden et mesterskab, hvis det her fortsætter, sagde Andreas Nilsson til Aftonbladet for en uge siden.

- Jeg tror, det bliver kaos. Det er virkelig ikke godt

VM-slutrunden i januar afholdes i IHF-præsidentens hjemland. Og netop det betyder ifølge den danske landsholdsspiller Henrik Møllgaard, at en aflysning overhovedet ikke kommer på tale.

- Nu er det bare sådan, at det er i Egypten. Hos Doktor Hassan Moustafa. Så jeg er 100 procent sikker på, at der kommer en slutrunde. Altså den kommer han ikke til at aflyse, siger han til TV 2 SPORT.

Danmark er i gruppe med Argentina, Bahrain og DR Congo.