EM håndbold

Politisk opbakning til EM efter møde

Efter et møde hos kulturminister Joy Mogensen står det klart, at der bakkes op om et håndbold-EM i Danmark.

På tirsdagens møde blandt idrætsordførerne i dansk politik inkaldt af kulturminister Joy Mogensen (S) blev det diskuteret, hvorvidt Danmark kan påtage sig hele EM-slutrunden i håndbold i december set ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv.

Ministeren indkaldte til mødet, efter Norge mandag trak sig som EM-vært og efterlod medværten Danmark med slutrundens skæbne i hænderne.

- Selvfølgelig skal vi have afklaret de sundhedsmæssige aspekter og være sikre på, at det kan lade sig gøre forsvarligt, således at vi ikke sætter noget i gang, vi ikke kan styre, siger idrætsordfører Malte Larsen (S) til TV 2 SPORT.

- Vi gør, hvad vi kan, for at få det her EM til at lykkes, og vi er ved at undersøge, om det kan foregå sundhedsmæssigt forsvarligt. Dermed er bolden nu sendt tilbage til Dansk Håndbold Forbund og finansieringsopgaven (DHF), siger idrætsordfører Malte Larsen (S) til Ritzau.

Den vurdering ligger nu i hænderne på sundhedsmyndighederne. Malte Larsen har dog ikke noget bud på, hvor lang tid myndighederne er om at nå frem til en konklusion.

Grundet restriktioner i Nordjylland med Frederikshavn droppet som værtsby for den ene af de to grupper i Danmark.

Boxen i Herning er der styr på, men der skal findes endnu en værtsby. Her er Kolding blevet nævnt som en varm kandidat.

- I forvejen var det ansvarligt at holde halvdelen af turneringen. Vi går ud fra, at man også kan håndtere det godt, hvis man sætter noget op et nyt sted. DHF er nogle af de fremmeste i verden til at håndtere sådan en opgave, siger Malte Larsen.

Dermed modsætter regeringen sig altså ikke DHF's arbejde for at få slutrunden til at lykkes.

Halvandet års arbejde på 16 dage

Der venter dog stadig et stort arbejde, hvis det skal nås inden mesterskabets start den 3. december, fortalte DHF-formand Per Bertelsen tidligere på dagen.

Et hav af større og mindre ting skal der styr på. For eksempel et nyt spillested og hoteller, som skal lukkes helt ned, så spillerne kan indtræde i en coronaboble.

Og så er der økonomien, som ifølge Per Bertelsen gælder et "større millionbeløb."

- Vi har lavet en aftale med det europæiske (EHF, red.) og norske håndboldforbund om, at vi laver et groft overslag. Det har vi gjort henover weekenden. Det har været et kæmpe arbejde at få de ender til at nå sammen, sagde han tidligere tirsdag til TV 2 SPORT.

- Det lykkedes i aftes, og det har vi sendt videre. Jeg tror på, den økonomiske side nok skal lykkes, men vi er ikke færdige med det endnu.

DHF har samtidig fuld opbakning fra EHF, der er tryg ved, at det er en rutineret slutrundearrangør der står med det store pres.

- Alle er klar over, at det her er en enorm opgave, og vi er heldige med at have en rutineret arrangør som Danmark, der er klar til at tackle opgaven, siger generalsekretær i EHF, Martin Hausleitner.

- Men der er mange spørgsmål, som skal besvares. Omstændighederne taget i betragtning tror vi på, at en endegyldig - og positiv - beslutning ligger klar i slutningen af ugen.

Der er 16 dage til, EM skydes i gang. Normalt bruger Danmark omkring halvandet år på at planlægge en slutrunde.