EM håndbold

Norsk målvogterkrise – kun to debutanter er EM-klar

Norges landshold er hårdt ramt på målvogterpositionen, hvor kun to debutanter i øjeblikket er meldt kampklar forud for EM-slutrunden i december.

Norge er kommet i store problemer på målvogterposten, hvor de lige nu intet alternativ har til den manglende erfaring.

Forud for europamesterskabet i december er flere af de etablerede kræfter utilgængelige.

Af de seks målvogtere i Norges bruttotrup er kun to kampklar lige nu. Og begge er debutanter.

- Hvis vi kun har to målvogtere, når EM begynder, er det en krise, men vi håber meget på, at meget løser sig til det bedre inden da, siger den tidligere svenske landsholdsmålmand Mats Olsson, der i dag træner Norges målvogtere, til TV 2 Norge.

Olsson fortæller, at den aktuelle situation kommer uforudset for Norge, der ellers havde forsøgt at gardere sig ved at tage seks målvogtere med i bruttotruppen på 35 spillere.

Rutinerede kræfter er utilgængelige

Den erfarne målmandsstjerne Katrine Lunde, der har vundet OL-, EM- og VM-guld, meldte afbud til EM i sidste uge, da hun er gravid.

Derudover er sidste års to norske VM-målmænd, Silje Solberg og Andrea Austmo Pedersen, heller ikke til rådighed i øjeblikket. Andrea Austmo Pedersen er skadet, mens Silje Solberg er smittet med corona, mens også Emily Stang Sando er i corona-karantæne i Tyskland.

Det efterlader Norges landstræner, Thorir Hergeirsson, med to kampklare målmænd, der aldrig har stået en A-landskamp. Det drejer sig om Team Esbjergs Rikke Marie Granlund samt Marie Skurtveit Davidsen fra tyske Thüringer HC.

- Det er uforudsigeligt. For lidt tid siden glædede vi os over, at alle de bedste var tilgængelige for første gang i lang tid. Og så er de det pludselig ikke alligevel. Vi må bare håbe, at det går i orden med Emily, at Silje bliver klar til sidst, og at resten af spillerne også forbliver sunde og skadefrie, siger Thorir Hergeirsson til TV 2 Norge.

Det norske hold samles på mandag forud for EM-slutrunden, der efter planen begynder 3. december. Norge er i gruppe med Polen, Tyskland og Rumænien.