Håndbold

To GOG-spillere ramt af corona

Søren Haagen og Kasper Kildelund misser de kommende kampe for GOG. Mikkel Berg Pedersen / TV 2 SPORT/Ritzau Scanpix

Målmand Søren Haagen havde symptomer på coronavirus og testede efterfølgende positiv. En test af hele truppen har nu vist yderligere ét tilfælde.

Håndboldherrerne i GOG er ramt af covid-19, efter målmanden Søren Haagen og højrefløjen Kasper Kildelund torsdag er testet positiv.

GOG-træner Nicolej Krickau oplyser til TV 2 SPORT, at Søren Haagen første gang mærkede symptomer på coronavirus onsdag aften. Da han stadig havde symptomer torsdag morgen, blev han testet privat, og få timer senere fik Haagen svaret.

Den positive test betød, at klubben aflyste den planlagte træning og i stedet indkaldte alle spillere til en kviktest enkeltvis. Senere på dagen kom svarene og viste altså, at også fløjspilleren Kasper Kildelund var ramt af coronavirus, selvom han ikke har symptomer.

Begge spillere er straks efter deres positive tests gået i isolation.

- Vi har fulgt de gældende regler og protokoller, så vi håber, vi har bremset smittespredningen i tide ved at reagere hurtigt, siger Nicolej Krickau.

Mødte tysk tophold tirsdag

Klubben havde ikke træning onsdag, men så sent som for to dage siden (tirsdag aften) spillede de European League-kamp mod tyske Rhein-Neckar Löwen.

Og selvom Søren Haagen først udviste symptomer onsdag aften, så kan han potentielt have været smittet allerede under kampen.

Den seneste test af GOG-truppen var således søndag, hvor alle spillerne fik svar mandag, at de var negative. Der har altså ikke være nogen test på kampdagen, da protokollerne fra det europæiske håndboldforbund blot foreskriver, at man senest 72 timer op til kampen skal være testet negativ.

Foreløbig får de to negative tests ikke indvirkning på de kommende dage.

- Truppen fortsætter de planlagte aktiviteter efter de gældende restriktioner og protokoller, lyder det.

Problemer på fløjen

Til gengæld får det indvirkning på lørdagens ligakamp mod Lemvig-Thyborøn og en European League-kamp i Slovenien tirsdag i næste uge, hvor cheftræner Nicolej Krickau må undvære Haagen og Kildelund.

- Vi var da glade for, vores målmand Viktor Gisli Hallgrimsson testede negativ, og så kommer U-landsholdsmålmand Matthias Rex med som gardering. På højrefløjen er vi lidt mere ramt, fordi Frederik Bo Andersen stadig kun må spille ti minutter i hver halvleg. Der har Kasper Kildelund fyldt meget i begge ender.

Kasper Kildelund har haft stor betydning for GOG i starten af denne sæson.

- Men det kunne være værre. Det er rytmen i spillet, det får lidt betydning for, men mest af alt er det nok forsvarsmæssigt, vi lige har en bustur til Lemvig til at få tingene på plads, lyder det med overskud fra Krickau.

GOG ligger lige nu nummer to i Herreligaen - ét point efter Aalborg på førstepladsen. Fynboerne har dog spillet en kamp færre end nordjyderne.