Håndbold

Skjern skal redde sig ud af krise uden Eggert

Anders Eggert blev ramt af en mindre forstrækning i sin højre læg, da Skjern mødte SønderjyskE i herrernes håndboldliga. TV 2 SPORT

Anders Eggert kom til skade i ligakampen mod SønderjyskE, som Skjern tabte med fire mål. Det var vestjydernes tredje liganederlag i træk.

Efter tre scoringer på straffekast og til sidst et mislykket lobforsøg fra de syv meter sluttede Anders Eggerts arbejdsdag mod SønderjyskE.

I første halvleg af den sene ligakamp torsdag pådrog Skjern-fløjen sig en forstrækning i sin højre læg.

Tv-seerne kunne se Anders Eggert gå i omklædningsrummet, da haluret var på vej til at runde 21 spillede minutter. Han ønskede klarhed over, om han kunne spille videre.

- Vi var ude bagved for at tjekke, om det bare var fordi, at læggen krampede lidt op. Vi smed en nål i den for at se, om den ville falde ned, men det ville den ikke, hvilket så var et tegn på, at der var en lille forstrækning, siger Anders Eggert til TV 2 SPORT.

Ude i to-fire uger

Efter nålen var hevet ud, fik Eggert is om læggen. Han ved ikke, om det tager to, tre eller fire uger, før den er klar til håndbold igen.

- Det var heldigvis ikke værre end det, når det så skulle være, siger Anders Eggert.

- Men det var da lidt en kedelig aften med en mindre forstrækning i en læg og et nederlag. Det var lidt træls.

Skjern tabte 22-26 til SønderjyskE, hvilket var vestjydernes tredje liganederlag på stribe og femte i alt i denne sæson.

Tre vigtige kampe på syv dage

De grønblusede har hentet 13 point i 12 kampe, hvilket rækker til en 8.-plads. Skjern har dog en kamp på hånden i forhold til Skanderborg på 5.-pladsen, SønderjyskE på 6.-pladsen og Mors-Thy på 7.-pladsen, der alle tre også har 13 point.

Netop Mors-Thy og Skanderborg møder Skjern inden for de næste 11 dage, men først venter Bjerringbro-Silkeborg (BSH) på udebane tirsdag. BSH har tabt sine seneste to ligakampe og røg også ud af landspokalturneringen tidligere i november.

De otte bedst placerede hold efter grundspillets 26 runder kvalificerer sig til slutspillet.