EM håndbold

DHF-formand frustreret efter "chokerende" melding - holder møde søndag

Per Bertelsen kalder situationen for "fuldstændig grotesk". TV 2 SPORT

DHF-formand, Per Bertelsen, er træt af at vente på afklaring om EM-slutrunden i december.

Vender tommelfingeren opad eller nedad?

Det er det, som Dansk Håndbold Forbund (DHF) fortsat venter svar på fra regeringens coronaudvalg. De skal nemlig afgøre, om Danmark kan overtage det fulde værtskab for EM-slutrunden, efter at Norge trak sig som medvært.

Regeringens holdning er, at vi gør alt, hvad vi kan for at finde en løsning

Kulturminister Joy Mogensen (S) i et skriftligt svar

Der er mindre end to uger til, at slutrunden efter planen skal begynde, men endnu er det uklart, hvorvidt den kan afvikles. DHF mangler kun én godkendelse, og den trækker ud. Nu vil DHF-formand Per Bertelsen snart have en afklaring efter at have udskudt den første deadline torsdag.

- Det er heldigvis sådan, at man kan vende et timeglas. Vi havde en klar forventning om, at det bare kørte igennem torsdag, siger han til TV 2 SPORT.

Per Bertelsen fortæller videre, at alt er på plads i forhold til at arrangere slutrunden med Herning og Kolding som værtsbyer. Men den politiske blåstempling mangler.

- I mandags blev vi stillet over for en situation, vi slet ikke havde drømt om. Nemlig at vi ikke kunne afvikle det her mesterskab på dansk grund ud for de regler, som der er for elitesporten i Danmark pt. Det var et chok for os.

Minister: - Det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt

Kulturminister Joy Mogensen (S) skriver i en mail til TV 2 SPORT, at de stadig arbejder videre på sagen.

- Regeringens holdning er, at vi gør alt, hvad vi kan for at finde en løsning. Det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, og den dialog, vi har med DHF og sundhedsmyndighederne, fortsætter.

Per Bertelsen genkender ikke Joy Mogensens ord om, at der som sådan er en dialog med ministeren. Siden klokken 9 fredag har DHF først hørt fra ministeren lørdag eftermiddag med beskeden om, at de arbejder på en løsning.

Bertelsen kalder hele situationen for 'grotesk'.

Har indkaldt til møde søndag

Norge trak sig i begyndelsen af ugen som medvært på grund af stramninger af coronarestriktioner i landet.

Per Bertelsen har indkaldt DHF's bestyrelse til møde søndag klokken 11.

- Her er vi nødt til at træffe en beslutning, om vi skal kaste håndklædet i ringen eller ej. Den beslutning skal vi tage i enighed.

Hvor lang tid kan I blive ved med at vente?

- Indtil der går hul på timeglasset, var jeg lige ved at sige. Det træffer bestyrelsen beslutning om klokken 11 søndag.

- Vi kan kun vente

Torsdag forklarede Bertelsen til TV 2 SPORT, at han ikke kunne forstå, hvorfor der ikke kom noget nyt. DHF har nemlig sit på det rene.

- At det skal igennem covid-19-udvalget, kan vi ikke forstå. Vi har (i håndbolden, red.) en coronaprotokol, som er væsentlig skrappere end de danske regler, så det er vi uforstående overfor. Vi kan kun vente. Desværre går tiden til at løse opgaven. Tiden rinder ud, sagde han til TV 2 SPORT torsdag aften.

Mandag aften overdrog DHF et økonomisk udkast til EHF. Og ifølge DHF's formand drejer det sig om et ”større millionbeløb”.

- Vi har lavet en aftale med det europæiske og norske håndboldforbund om, at vi laver et groft overslag. Det har vi gjort henover weekenden. Det har været et kæmpe arbejde at få de ender til at nå sammen, sagde Per Bertelsen til TV 2 SPORT mandag.

EM-slutrunden spilles fra 3. til 20. december.