EM håndbold

Mangel på EM-afklaring undrer landstræner

Danmarks landstræner, Jesper Jensen, har svært ved at forstå, at afklaringen om det danske EM-værtsskab fortsat lader vente på sig.

Mandag morgen møder det danske kvindelandshold ind til de sidste forberedelser inden EM-slutrunden i december.

Det sker til trods for, at man endnu ikke ved, om mesterskabet overhovedet bliver afviklet.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) venter fortsat på, at regeringen giver grønt lys til, at hele turneringen nu bliver afviklet på dansk jord, efter Norge tidligere på ugen trak sig fra det, der skulle have været et delt værtsskab mellem Danmark og Norge.

Landstræner Jesper Jensen har svært ved at forstå, at man stadig må kigge langt efter en afklaring.

- Jeg har en vis form for forundring. Jeg har en begrænset viden om, hvad det er, de sidder og leder efter, men jeg kan bare konstatere, at reglerne og protokollerne i hvert fald er 20, 30, 40 eller 50 gange strammere end det, vi har i Danmark, når det kommer til elitesport, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

Landstræneren fortæller, at de fortsætter arbejdet og de sportslige forberedelser, som de har planlagt. Det stemmer overens med, hvad DHF meddelte tidligere søndag.

- Vi har udviklet en omfattende coronaprotokol, der udstikker nogle meget stramme retningslinjer for vores håndtering af mesterskabet, men vi mangler fortsat at få grønt lys fra regering og myndigheder. Nu kan vi ikke vente længere, og derfor må vi arbejde videre, til det modsatte er bevist: At vi ikke kan afvikle på trods af de meget gennemarbejdede protokoller, siger DHF-formand Per Bertelsen i en pressemeddelelse.

Rejste gennem tre lande til udekamp uden problemer

Udover jobbet som landstræner står Jesper Jensen til daglig i spidsen for Team Esbjerg, hvor han de seneste måneder har skullet navigere i en sportsverden fyldt med restriktioner i både ind- og udland.

Team Esbjerg er med i Champions League, og det er specielt, når han ser, hvad der er tilladt uden for Danmarks grænser, at han undrer sig over den afventende afklaring fra den danske regering.

- I Champions League rejser vi rundt i hele Europa. I sidste uge var vi først i Nordjylland for at spille ligakamp, og så var vi i Hamborg, Istanbul og Rostov Don i Rusland. Vi rejste den vej og kunne alligevel spille videre.

- Men selvom vi sætter os ind i en boble og ikke ser andre mennesker i to og en halv uge, så virker det, som om vi stadig ikke kan få lov i Danmark, siger Jesper Jensen.

Har talt med frustreret hollandsk landstræner

Selvom det langt fra er optimalt for Jesper Jensen og det danske kvindelandshold at møde ind til de sidste forberedelser mandag uden en afklaring på, om der overhovedet skal spilles EM, så har den danske landstræner alligevel overskud til at tænke på sine europæiske kollegaer, der om muligt står i en endnu sværere situation.

En af dem er Hollands landstræner, Emmanuel Mayonnade, der søndag gæstede Jesper Jensen og Team Esbjerg med franske Metz, som han til daglig står i spidsen for.

- Han ved vitterligt ingenting, når jeg spørger ham. Hvis jeg er frustreret og synes, at det går ud over vores forberedelser og chancer, så er det ingenting i forhold til, hvad den hollandske landstræner følte i dag, siger Jesper Jensen.

EM-slutrunden er planlagt til at begynde 3. december, og efter Norge har trukket sig fra værtsskabet, er der nu lagt op til, at Kolding og Herning skal være værtsbyer.