Håndbold

Adskillige smittetilfælde i GOG - ligakamp bliver udsat

Otte GOG-spillere og fire fra staben er testet positive for covid-19. Derfor er lørdagens kamp mod Fredericia udsat.

Endnu en nedslående melding er tikket ind i GOG.

Yderligere fem spillere og flere fra staben er testet positive for covid-19. Dermed er fynboerne nu oppe på otte smittede spillere, og ifølge coronareglementet betyder det, at lørdagens ligakamp mod Fredericia bliver udsat. Grænsen er på fem.

- Vi er gået fra at have haft tre smittede spillere til at have otte smittede spillere. Med flere smittede i staben, er det logisk, at lørdagens kamp aflyses, så vi kan få brudt smittekæden, siger Kasper Jørgensen til TV 2 SPORT.

Derudover forklarer direktøren, at der stadig er flere spillere, der venter svar på tests, og som har symtomer.

- I mandags sendte vi alle spillere i isolation, så de ikke kunne smitte hinanden, og vi håber naturligvis, at det har gjort, at antallet af smittede ikke stiger yderligere, konstaterer Kasper Jørgensen.

Tidligere på ugen blev GOG's udekamp i European League mod Trebnje fra Slovenien udsat, og dermed er det foreløbigt to kampe i GOG-programmet, som skal flettes ind i kalenderen, når det er muligt.

Folk bliver i isolation

Kasper Jørgensen forklarer til TV 2 SPORT, at han står i en noget ambivalent situation, da han selvfølgelig gerne ville have spillet kampen lørdag, men under de nuværende omstændigheder ville det ikke give mening.

- Vi står i en situation, hvor vi er glade for, at kampen er udsat, da vi har så mange smittede, at vi ikke kan forsvare at spille. Folk forbliver i isolation til på mandag, indtil vi har svar på alle prøver. Det er noget roderi, og vi vidste, det måtte komme. Det er så bare ærgerligt, at det rammer os.

GOG-direktøren tænker ikke på, hvornår de udsatte kampe skal spilles, men han forklarer, at det måske kan blive kort efter VM i herrehåndbold - eller først i marts. Derudover har de allerede to kampe i hver uge.

- Det må vi finde ud af. Det er en svært situation, men som skal løses, selvom vi får et endnu mere presset program, siger Kasper Jørgensen.