EM håndbold

Dansk komet knust og grædefærdig - misser EM

Den 22-årige bagspiller Helena Elver skulle i næste uge have haft slutrundedebut for Danmark. Landstræner Jesper Jensen har indkaldt en erstatning.

De hjerteskærende billeder og tårerne var ikke til at tage fejl af. Situationen var alvorlig.

Imens Danmark tabte EM-testkampen til Norge, sad en knust Helena Elver på tribunen. Hun skulle have spillet kampen og startet inde, men kort før opvarmningen var forbi, landede hun forkert og humpede straks mod sidelinjen.

Torsdag formiddag har Dansk Håndbold Forbund meddelt, at Helena Elver misser EM, der starter om en uge. En scanning har vist, at der er tale om en korsbåndsskade, hvilket samtidig betyder, at hun ikke spiller håndbold mere i denne sæson, skriver Odense Håndbold.

Sad grædefærdig på tribunen

Da kampen mod Norge blev fløjtet i gang, var Elver stadig i omklædningsrummet for at blive undersøgt, og da hun efter et kvarter vendte tilbage til hallen, var det med et fuldstændig tomt og trist blik.

Det var det sidste, der måtte ske for Odense-bagspilleren, der om otte dage stod til at få slutrundedebut ved EM efter et imponerende år på håndboldbanen.

Resten af første halvleg sad hun på tribunen i Spektrum Vejle, hvor tårerne blev ved med at vælte ud.

Landsholdets lægestab kunne i forbindelse med kampen onsdag aften ikke oplyse nærmere om skadens omfang, men torsdag kom nyheden om korsbåndsskaden, ligesom det stod klart, at landstræner Jesper Jensen har indkaldt en erstatning i form af Laura Damgaard fra Viborg HK.

- Laura skal selvfølgelig testes af flere omgange for covid-19, hvorefter hun forhåbentligt hurtigst muligt kan blive indlemmet i truppen. Vi ved endnu ikke, hvor mange dage Laura er med hos os, men vi glæder os til at få gavn af hendes kvaliteter i vores kommende træninger, siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse fra DHF.

Ingen oplagt afløser

Allerede inden det stod klart, at Helena Elver misser EM-slutrunden, var TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard bekymret over de billeder, han så. Og han er ikke i tvivl om, hvad Danmark og landstræner Jesper Jensen mister med Elver ude af EM.

- Danmark mister meget på det håndboldfaglige, hvor hun har nogle af de kompetencer, Jesper Jensen har eftersøgt. Hun er meget direkte i sit spil og dygtig i det direkte duel-spil. Det viste hun også ved sidste Golden League, hvor hun fik et lille landsholdsgennembrud i sidste kamp mod Frankrig, siger Bent Nyegaard.

Ifølge Nyegaard var Elver også ved at blive en del af den stamme, der spiller fast på landsholdet, så på den måde rammer det Danmark og Jesper Jensen ekstra hårdt. Og så er det store problem, at der ikke findes nogen oplagt erstatning i bruttotruppen.

- Nu har han kaldt Laura Damgaard ind, men hun kan ikke det samme som Elver, selvom hun har nogle af de samme kompetencer. Hun er en duel-spiller, som er rigtig hurtig på fødderne og er teknisk dygtig. Men i landsholdssammenhæng er hun helt uerfaren, hvilket bedst illustreres ved, hun ikke er i startopstillingen i hendes klub, Viborg. Et talent i svøb, lyder beskrivelsen fra Bent Nyegaard af den indkaldte Viborg HK-playmaker.

Det er stadig uvist, hvornår Laura Damgaard præcis indlemmes i truppen.

Du kan se den anden EM-test mellem Danmark og Norge i aften klokken 20.00 på TV 2 SPORT.