EM håndbold

Landstræneren har forberedt sine børn på folk, der ’kaster op i tastaturet’

Jesper Jensen har givet sine børn nogle værktøjer til, hvordan de skal håndtere eventuelle nedladende kommentarer, når han skal lede landsholdet.

EM-slutrunden står for døren, og samtidig bliver døren åbnet for alle sofaeksperter bag tv-skærmene.

Jesper Jensen står foran sin første slutrunde i spidsen for det danske kvindelandshold. Allerede inden han tog jobbet, bekymrede han sig for de eventuelle nedladende kommentarer, der skulle komme på sociale medier.

Ikke i forhold til hvordan han selv ville tackle det - det var mere hans børn, han tænkte på.

Betyder det noget for dig, hvordan folk kommer til at opfatte dig som landstræner?

- Ja, det gør det. Men ikke så meget som det gør mange andre – eller som det ville gøre for mange andre. Når Bent Nyegaard giver mig en karakter, ved jeg godt, at det er en karakter som håndboldtræner. Det kan jeg sagtens leve med, siger Jesper Jensen i ugens udgave af ’Kontra’.

- Min største bekymring går omkring mine børn, der er 12 og 14 år, og som er på sociale medier. Hvis du skal læse alt muligt skrammel fra alle mulige, der sidder og kaster op ned i tastaturet, kan det helt sikkert ramme dem.

- Jeg har opbygget det filter, der hedder, at der altid vil være en minoritet, som ikke ved, hvordan normerne er og kan skelne mellem rigtigt og forkert. Men det ved jeg også, at børn på 12 og 14 nok sjældent har opbygget, siger Jesper Jensen.

Det er ikke altid kønt, hvad der bliver præsenteret der

Klavs Bruun Jørgensen

Har give sine børn nogle redskaber

Jesper Jensen forklarer, at de i hjemmet har været meget åbne omkring situationen, og det ”ikke nytter noget at pakke dem ind i vat”. De skal nok støde på kommentarerne alligevel.

- Det handler mere om at sige, hvem der gør det, og skal man så gå ind i det? At tro på at de ikke bliver påvirket af, at deres far bliver kaldt en idiot, elendig, eller 'han skal da snart fyres', det er naivt, tror jeg. For selvfølgelig vil det påvirke en dreng på 12 og en pige på 14, men derfra prøver vi at give dem et redskab til, hvordan de kan håndtere det i skolen, siger Jesper Jensen.

Den tidligere danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen, som Jesper Jensen har erstattet, kan godt sætte sig ind i disse tanker og bekymringer. Han har selv oplevet, hvordan kritikken kan blusse op på sociale medier.

Er det hårdt, når far bliver så profileret, som I bliver i december?

- Det kan det godt være, ja. Både Jespers og mine børn er oppe i en alder, hvor de begynder at følge med i, hvad der foregår og kan også læse nyheder på nettet. Det er ikke altid kønt, hvad der bliver præsenteret der. Det kan godt være fornuftigt at tage en god snak med dem om, hvad man skal læse, og hvad man ikke behøver at bekymre sig over, siger Klavs Bruun Jørgensen.

EM-slutrunden begynder 3. december og løbet indtil 20. december.