EM håndbold

Norsk målmand har mistet sit ufødte barn - nu melder hun sig klar til EM

Målmanden Katrine Lunde er klar til at blive skiftet ind i Norges EM-trup, efter hun på ulykkelig vis har mistet sit ufødte barn.

Det norske kvindelandshold i håndbold får forstærkning i målet til EM-slutrunden i Danmark.

Men det er en forstærkning, der kommer på en tragisk baggrund.

For egentlig skulle den 40-årige målmandsstjerne Katrine Lunde slet ikke med til EM i 2020, da hun kort før udtagelsen af EM-truppen kunne fortælle den glædelige nyhed, at hun var gravid.

Lørdag gik Katrine Lunde så ud og fortalte offentligt, at hun har mistet sit ufødte barn. Derfor har hun valgt at stille sig til rådighed for landsholdet.

- Vi er kede af, at vi har mistet vores ufødte barn, og vi havde virkelig set frem til at blive en større familie. Desværre gik det ikke denne gang. Jeg har trænet godt, efter det her skete, og har nu gjort mig disponibel til EM-truppen, siger Katrine Lunde i en pressemeddelelse fra Norges Håndboldforbund.

Lunde rejser til Danmark og slutter sig til det norske landshold så snart hun er clearet til det efter alle gældende covid 19-retningslinjer. Hun vil dog tidligst være i spil til Norges tredje kamp i turneringen, fortæller forbundet.

- Vi synes alle, det er trist, at Katrine og Nikola har mistet deres barn, og vi giver dem vores støtte i denne situation. Katrine har trænet godt hjemme i Kristiansand og får yderligere en uge med god træning med reservelandsholdet i den kommende uge, siger Norges landstræner, Thorir Hergeirsson.

Katrine Lunde har i forvejen en datter på fem år.

Lunde har i karrierens løb vundet hele 13 mesterskabsmedaljer, herunder to gange OL-guld, et verdensmesterskab og fire EM-titler. I alt er det blevet til 299 landskampe.

Hun spiller i norske Vipers Kristiansand, men har tidligere spillet i de europæiske storklubber Rostov-Don og Györ.

Norske målmandsudfordringer

Norge har store udfordringer på målmandspositionen her kort tid før EM-slutrunden. For på holdkortet er nemlig kun to målmænd, der er ganske urutinerede i landsholdssammenhæng. Der er tale om Emily Stang Sando og Rikke Granlund - to spillere, der tilsammen har spillet 30 landskampe.

Holdet håber dog at få tilgang af Silje Solberg, der til sammenligning har spillet 148 landskampe. Györ-målmanden er dog smittet med corona og misser utvivlsomt åbningskampen mod Polen. Og måske når hun slet ikke at blive kampklar til slutrunden. Det fortalte hun tidligere lørdag.

- Jeg når ikke starten. Hvis jeg i løbet af nogle dage får en negativ test, så håber jeg at komme ind efter det, siger Silje Solberg til norske VG.

Silje Solberg blev testet positiv for corona i midten af november. Tirsdag i denne uge blev hun testet igen, og her var hendes test fortsat positiv. Den 30-årige målmand er dog ude af hjemmekarantænen og kan ikke længere smitte andre, oplyser VG.

Den norske håndboldstormagt tørster efter guldmedaljer. Siden 1998 har Norge vundet 12 mesterskaber, men det seneste ligger nu helt tilbage i 2016.

Norge er i gruppe med Rumænien, Tyskland og Polen ved EM, som starter den 3. december.