Håndbold

KIF Kolding også ramt i voksende smittekæde

Smittespredningen i dansk håndbold fortsætter, og nu er KIF Kolding også ramt. Kampafviklingerne skal overvejes, mener ekspert.

Det burde ikke kunne lade sig gøre.

For siden onsdag i sidste uge, hvor KIF Kolding spillede mod Lemvig-Thyborøn, har Kolding-truppen tilbragt sine dage i total selvisolation, da Lemvig få dage forinden havde spillet en kamp mod et coronaramt GOG-hold.

Alligevel har en Kolding-spiller nu afleveret en positiv coronatest. Det fortæller koldinggensernes fysiske træner, Anders Skøtt Bruun.

- Spillerens navn må jeg ikke nævne, siger han til JydskeVestkysten.

Den pågældende spiller er sandsynligvis blevet smittet under Lemvig-Thyborøn-kampen. En kamp begge klubber forgæves havde kæmpet for at få udsat.

Men DHF holdt fast i, at kampen skulle afvikles til stor frustration for blandt andre Lemvig-Thyborøns direktør, Flemming Nielsen.

Derfor aflyste KIF Kolding alle sine træninger indtil tirsdag. Samtlige spillere, trænere og øvrige stabsmedlemmer gik i stedet i selvisolation af hensyn til truppen og samfundet generelt.

- Vi har fået taget en test mandag eftermiddag, og der var alle tests negative. Vi blev også testet i går morges (mandag, red.) fire dage efter torsdagens positive test i Lemvig, så vi antager, at vores spiller er smittet mellem mandag eftermiddag og torsdag morgen, siger Anders Skøtt Bruun.

Det kan være nødvendigt at kigge på, om kampene fortsat skal afvikles

Bent Nyegaard, håndboldekspert TV 2 SPORT

Senere onsdag vil der komme svar på om øvrige spillere i truppen er smittet, men KIF Kolding-lejren håber selvfølgelig på, at smitten er begrænset til det ene tilfælde, hvis navn sandsynligvis vil komme frem, når den pågældende spiller ikke er at finde i kamptruppen til kampen mod Ribe-Esbjerg torsdag.

En voksende kæde

Den bekymrende smittespredning i dansk håndbold fortsætter altså.

Først GOG, så Lemvig-Thyborøn og nu KIF Kolding. Hold, der alle har haft indbyrdes møder det sidste stykke tid.

Det har skabt en smittekæde, der tilsyneladende bliver ved med at vokse, hvorfor DHF på et tidspunkt må stoppe op og overveje, hvordan man kan sætte en stopper for en potentielt voksende kæde.

Det vurderer håndboldekspert på TV2 SPORT Bent Nyegaard.

- Jeg er jo enig i DHF's mål om at få afviklet turneringen uden alt for mange kampudsættelser. Det er et godt udgangspunkt.

- Når det er så er sagt, så er der noget, der hedder sund fornuft. Og hvis det viser sig, at man får svært ved at få bugt med den kæde, kan det være nødvendigt at kigge på, om kampene fortsat skal afvikles, siger han.

KIF Kolding møder Ribe-Esbjerg torsdag aften.