Spiller testet positiv for corona ved ankomst til Danmark
En spiller på Rumæniens håndboldlandshold er blevet testet positiv for covid-19 i forbindelse med indrejse til Danmark mandag aften.
Med to dage til turneringsstart er kvindernes EM-slutrunde på dansk grund blevet ramt af coronavirus.
Således er en spiller på det rumænske håndboldlandshold blevet testet positiv for covid-19. Det oplyser det europæiske håndboldforbund (EHF) i en pressemeddelelse tirsdag.
Ifølge den rumænske avis GSP er der tale om fløjspiller Laura Moisa (tidligere Laura Chiper, red.), der til daglig spiller i den rumænske storklub CSM Bucuresti.
Rumænien ankom til Kolding mandag aften, og det var i forbindelse med indrejsen til Danmark, at spilleren blev testet positiv. Straks derefter blev hun isoleret og forbliver nu i karantæne på et andet hotel end resten af holdet.
Den positive test blev konstateret, inden holdet indtrådte i den såkaldte 'røde boble', der er en coronasikker boble, som spillerne skal leve i under slutrunden.
Alle andre i spillertruppen og staben blev testet negative ved indrejsen til Danmark. De er dog alle blevet isoleret i mindst 24 timer for en sikkerheds skyld og bliver testet igen både tirsdag og onsdag. Spillere og stabsmedlemmer skal kunne fremvise en negativ test, før de kan komme ud af isolationen.
Rumænien hårdt ramt af corona
Faktisk var Rumænien ramt allerede dagen før afrejse til Danmark, hvor den betydningsfulde streg- og forsvarsspiller Crina Pintea blev testet positiv for covid-19. Det samme gjorde to af landsholdets massører.
Pintea har ifølge GSP været værelseskammerat med den netop smittede Laura Moisa.
Tidligere har holdets verdensstjerne Cristina Neagu også været ramt af covid-19 og efterfølgende skader, men hun er rejst med til Danmark.
Ved EM er Rumænien i gruppe D, der afvikles i Kolding. De øvrige hold i gruppen er Norge, Tyskland og Polen.
Rumænien åbner EM mod Tyskland 3. december klokken 18.00. To dage senere venter Polen, inden Norge er modstanderen 7. december.