Tyskland rejser til EM uden landstræneren
Tysklands landstræner Henk Groener mærker ingen symptomer på coronavirus, men han forbliver i karantæne, da der fortsat er en smitterisiko.
Et vigtigt led manglede, da Tysklands håndboldkvinder tirsdag satte kursen mod EM i Danmark.
Landstræner Henk Groener måtte således blive hjemme, da han fortsat sidder i karantæne efter at have afleveret en positiv coronatest for mere end to uger siden. Det oplyser det tyske håndboldforbund, DHB, på sin hjemmeside.
Årsagen til at Groener endnu må vente på sin tilladelse til at rejse er, at prøver har vist, at der fortsat er en risiko for, at han kan smitte, selvom han ikke mærker symptomer.
Tyskland spiller sin første EM-kamp torsdag, hvor de møder Rumænien i den første gruppekamp. Selvom holdet har efterladt Henk Groener i Frankfurt, hvor de har haft træningslejr, afskriver de ikke muligheden for, at han vil være i Kolding torsdag aften.
- Vi håber, at han kan være der til vores første kamp mod Rumænien på torsdag, siger forbundets sportsdirektør, Axel Kromer.
Landstræner føler sig rask
De seneste dage har Tysklands assistenttræner, Alexander Koke og U20-landstræneren, André Fuhr, stået for de sidste forberedelser, og sådan vil det fortsætte, indtil Henk Groener kan rejse til Danmark.
- Henk er hele tiden i kontakt med os. Han føler sig rask og er meget motiveret, siger sportsdirektøren, der forventer, at landstræneren vil kunne støde til resten af truppen i løbet af slutrunden.
EM-slutrunden er underlagt en lang række restriktioner for at undgå spredning af coronavirus. Alle spillere, trænere og øvrige stabsmedlemmer vil blive isoleret i den såkaldte 'røde boble', der er en coronasikker boble, som spillerne skal leve i under slutrunden.
Udover Rumænien er Tyskland også havnet i gruppe med Polen og Norge. De spiller det indledende gruppespil samt en eventuel mellemrunde i Kolding, mens turneringens anden halvdel afvikles i Herning, der også er lokationen for slutrundens finaleweekend.