EM håndbold

Verdensstjerne lovpriser Danmarks "ekstraordinære arbejde"

Den rumænske superstjerne Cristina Neagu er taknemmelig for, at Danmark har sikret afviklingen af EM i kvindehåndbold i en vanskelig tid for sporten.

Cristina Neagu er - med forbehold for covid-19, bank under bordet - klar til at tage hul på sin syvende EM-slutrunde med Rumænien.

Men at den altoverskyggende rumænske stjerne overhovedet har et europamesterskab at stille op til i december anno 2020, er bestemt ingen selvfølge. For med en coronapandemi, der nægter at slippe sit tag om Europa, var det langt fra givet, at turneringen overhovedet kunne afvikles.

Og især da Norge trak sig som vært i ellevte time, var der stor tvivl om slutrundens eksistensgrundlag.

Men Danmark og Dansk Håndbold Forbund sikrede imidlertid afviklingen af EM på egen hånd. Og dét vækker glæde hos sportens måske største kvindelige stjerne.

- Det er en underlig tid for os alle. Men jeg er taknemmelig for, at vi kan spille håndbold. Jeg synes, at Danmark gør et ekstraordinært stykke arbejde ved at afvikle turneringen alene, siger Cristina Neagu til den rumænske avis GSP og tilføjer:

- På den måde viser vi, at håndbolden er i live. Det eksisterer stadigvæk. Det er fantastisk at spille en turnering af den kaliber under de nuværende omstændigheder.

32-årige Cristina Neagu er blevet kåret som verdens bedste kvindelige håndboldspiller hele fire gange i sin karriere. Senest i 2018.

Håndbolden kommer i anden række

Neagu og resten af det rumænske håndboldlandshold har oplevet coronaens konsekvenser på nærmeste hold. Cristina Neagu har selv været smittet med covid-19 ved en tidligere lejlighed, men er meldt klar til EM-slutrunden.

Derudover må holdet definitivt undvære Crina Pintea, der blev testet positiv inden afrejse til Danmark samt Laura Moisa, der blev testet positiv i forbindelse med ankomsten til Danmark mandag aften.

Og selvom Neagu er begejstret for, at EM kan afvikles, så anerkender hun samtidig, at det bliver en anderledes turnering.

- Under de nuværende omstændigheder så kommer præstationerne på banen i anden række, for alle er bekymrede for virussen. Vi prøver at undgå den, siger Cristina Neagu, der giver sit bud på slutrundens favoritter:

- Norge, Rusland, Frankrig og måske Danmark kæmper om førstepladsen sammen med Spanien og Holland. Men under de her forhold virker det som om, at coronavirussen er en stærkere modstander end noget håndboldhold.

Rumænien er i gruppe D, der afvikles i Kolding. Her skal Neagu og resten af holdet møde Norge, Tyskland og Polen.

Rumænerne møder Tyskland i den første kamp torsdag aften.