EM håndbold

Eksperterne er uenige: Én har Danmark til at tage EM-medalje

Klavs Bruun Jørgensen tror, at de nordiske hold vil være bedre til at tilpasse sig den specielle coronasituation under EM.

Efter fire års titeltørke kan de norske håndboldkvinder igen tage guldmedaljerne om halsen.

Det tror i hvert fald TV 2 SPORTs tre håndboldeksperter under den kommende EM-slutrunde.

Alle er enige om, at Norge vinder. De er derimod uenige, når det kommer til, hvem der tager de sidste pladser på podiet.

Lærke Møller:

  1. Norge
  2. Frankrig
  3. Rusland

- Norge er storfavorit til at tage guldet. De har et utroligt bredt hold, hvor alle 16 spillere i truppen er verdensklassespillere. De har også fået nogle af holdets største stjerner tilbage i Nora Mørk, Veronica Kristiansen og unge Henny Reistad, som om nogen er fremtidens spiller på det norske landshold. De har skuffet ved de seneste to slutrunder, selvom holdet var ramt af skader, så jeg forventer et meget sultent norsk hold, der vil bevise, at de stadig er de bedste.

- Frankrig hører også til i toppen, selvom de floppede fælt ved VM i Japan. Men når man ser på det franske hold, vurderer jeg, at det er det hold med flest forskellige kompetencer. Så er det store spørgsmål bare, om de kan få forløst det store potentiale i praksis.

- Ruslands trup er bred, men jeg tror, at det er for stort at slag at mangle så markante profiler som Anna Sen og Anna Vyakhireva. Danmark er dog også svækket på bredden efter Helene Elvers korsbåndsskade, og derfor tror jeg, at Rusland tager andenpladsen i mellemrundegruppen foran Danmark.

Klavs Bruun Jørgensen:

  1. Norge
  2. Frankrig
  3. Danmark

- Norge stiller for første gang i et par år i stærkeste opstilling. De er sultne efter især sidste år med skadesplaget hold, hvor de haltede lidt efter. Så det bliver et meget motiveret, meget bredt og meget stærkt hold. Jeg tror, at de sammen med Danmark og Sverige vil være bedre til at tilpasse sig den her situation ved at være lukket så meget inde på hotel. Der tror jeg, at de østeuropæiske lande - og til dels Spanien - får sværere ved at håndtere det.

- Russerne ser mere medgørlige ud med skaderne til Sen og Vyakhireva. Især sidstnævnte har voldt Danmark problemer, når Rusland har været modstanderne. Desuden er Anna Sen en vigtig brik i forsvaret.

- Så jeg tror, at Danmark går videre fra mellemrundegruppen på bekostning af russerne. For Danmark spillede også godt i optaktskampene mod Norge. Jeg tror dog, at Frankrig går videre som etter fra mellemrundegruppen og dermed undgår Norge i semifinalen.

Bent Nyegaard:

  1. Norge
  2. Rusland
  3. Frankrig

- Der er syv-otte hold, der kan komme med i en semifinale. Men der er ikke nogen, der kan banke Norge og Rusland. Når du har en maskine, Som Norge har med Veronica Kristiansen, Stine Bredal Oftedal og Nora Mørk, så skal du nok få det til at fungere. Thorir Hergeirsson kan tænke mere i aflastning, for han har virkelig gode udskiftningsmuligheder.

- De har en stamme fra Vipers, hvor Heidi Løke, Emilie Arntzen, Nora Mørk og Henny Reistad spiller sammen. Og hvis du kombinerer det med den norske stamme på Györ, så har du alt, hvad hjertet kan berøre. De kender hinanden og er fordelt på nærmest kun to klubhold. Det ser jeg som en meget stor fordel.

- De russiske klubhold er begyndt at vise sig frem, og da der er mange landsholdsspillere hos Rostov-Don og CSKA Moskva, så har de en kendskabsgrad, som ligesom Norge giver en fordel. Jeg kan fremhæve Daria Dmitrieva, men de har så mange spillere, man tror, det er løgn.

- Det franske hold har så mange atletiske spillere i fransk kvindehåndbold, så jeg tror, Olivier Krumbholz får det hele strikket godt sammen. Jeg tror, der kommer styr på de mange fejl, og skuffelsen fra Japan bliver hævnet her.

EM i kvindehåndbold bliver spillet fra 3.- 20. december og kan ses på TV 2's kanaler.