VM håndbold

Danmark har mistet 'sin måske mest værdifulde spiller', siger ekspert

Rasmus Lauge har pådraget sig en skade, der er så alvorlig, at han ikke kommer med til VM. Det er et kampe tab, vurderer Bent Nyegaard.

Det karakteristiske brøl med den hvide tandbeskytter i munden.

Sådan plejer vi normalt at se den danske landsholdsstjerne Rasmus Lauge under en slutrunde. Men dette syn kommer vi til at savne under VM-slutrunden i januar, der spilles i Egypten.

Rasmus Lauge pådrog sig nemlig en slem skade i onsdagens Champions League-kamp mod THW Kiel, der gør, at han ikke kommer med til slutrunden, hvor Danmark er forsvarende verdensmester.

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard er det et kæmpe tab for Danmark.

- Det er måske landsholdets mest værdifulde spiller. Han har så mange roller og kan så meget. Både forsvars-, kontra- og angrebsmæssigt. I mange af de ting er han helt i særklasse, og han er så afgjort den bedste duelspiller, siger Nyegaard.

- Det er vildt trist, fordi det er endnu en skade til Rasmus Lauge. Danmark har rigtig mange dygtige spillere, men ethvert landshold, der mister en profil på det niveau, vil være nødt til at sætte sig ned og finde ud af, hvad man nu gør.

Landstrænerteamet skal finde ud af, hvordan man kompenserer for det

Bent Nyegaard om Lauges kompetencer

TV 2 SPORT arbejder på en kommentar fra Veszprem og fra Rasmus Lauge selv.

Hvad skal landsholdet nu gøre?

Danmark vandt med Rasmus Lauge i en central rolle 2019-udgaven af verdensmesterskabet på hjemmebane i Herning med en overbevisende finalesejr over Norge.

Bent Nyegaard siger også, at "det er klart, at det giver Nikolaj Jacobsen en masse bekymringer."

- Danmark kan stadig have ambitioner, men forudsætningen skal være, at man har mistet sin måske vigtigste spiller, siger eksperten.

- I dag, hvor utroligt meget handler om kompetencer, så har Danmark mistet en duelspiller, der kan skabe overtal på hele banen. Det er spidskompetencer, og landstrænerteamet skal finde ud af, hvordan man kompenserer for det.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Nikolaj Jacobsen, men landstræneren ønsker ikke at udtale sig, før der er en endelig dom.

Næste års VM afvikles fra 14. til 31. januar i Egypten.