Tvivlsom dansk stjerne klar til EM-premiere
Landsholdsmålmanden Sandra Toft har i optakten til EM kæmpet med problemer med sin hofte, men det får ikke betydning til fredagens åbningskamp.
Se Danmarks første kamp mod Slovenien på TV 2 og TV 2 PLAY fredag klokken 20.30.
Når Danmark fredag aften tager hul på årets EM, bliver det med en kampklar Sandra Toft fra start.
Landsholdsmålmanden har i optakten til den kommende slutrunde haft skadesproblemer med sin hofte, men dagen før åbningskampen mod Slovenien kunne Sandra Toft selv give en opløftende melding.
- Det ser fint ud nu. Jeg har i en længere periode haft et problem med min hofte, og det blev rigtig skidt i weekenden. Men nu er det ved at være rigtig godt igen.
Hvad er problemet med hoften?
- Ja, det ved jeg ikke. Den er gammel. Det er nogle opspændinger i mine muskler, og bevægeligheden har været nedsat.
Hvad betyder det i forhold til at kunne spille en håndboldkamp i morgen (fredag, red.)?
- Det betyder ikke noget, siger Sandra Toft til TV 2 SPORT og bekræfter, at hun er med i fredagens åbningskamp i Boxen i Herning.
Det må betragtes som gode nyheder for landstræner Jesper Jensen, der i slutningen af sidste uge måtte indkalde den rutinerede Esbjerg-målmand Rikke Poulsen til EM-lejren som en midlertidig erstatning for Sandra Toft.
Udover Slovenien er de danske håndboldkvinder havnet i gruppe med Frankrig og Montenegro.