EM-spiller testet positiv for coronavirus - kamp udskydes
Kampen mellem Serbien og Holland er udskudt til lørdag grundet et positivt coronatilfælde i den serbiske lejr.
Rettelse: En serbisk landsholdsspiller er testet positiv i lufthavnen ved ankomsten til Danmark og var dermed ikke trådt ind i den såkaldt 'røde EM-boble', som det tidligere er skrevet.
Coronavirus har ramt EM i håndbold allerede på slutrundens førstedag.
En unavngiven serbisk spiller er torsdag testet positiv for covid-19, og kampen mellem Serbien og Holland er udskudt fra fredag til lørdag. Det skriver det europæiske håndboldforbund, EHF, i en pressemeddelelse.
EHF skriver, at tilfældet er registreret efter serbernes ankomst til Danmark torsdag. DHF's formand, Per Bertelsen, bekræfter over for TV 2 SPORT, at den pågældende spiller er testet positiv i lufthavnen ved ankomsten til Danmark.
Serbisk trup testes to gange inden første kamp
Den pågældende spiller er nu isoleret fra resten af holdet og sat i karantæne på et andet hotel. Alle andre spillere fra holdet er testet negativ.
Som protokollen foreskriver, er hele det serbiske mandskab nu i isolation og skal testes igen både fredag og lørdag for at være sikre på, at virussen ikke har spredt sig på holdet.
De yderligere tests betyder, at gruppekampen mellem Serbien og Holland foreløbig er udskudt et døgn.
Gruppens anden kamp mellem Ungarn og Kroatien bliver afviklet som planlagt fredag aften i Kolding.
Omfattende testkrav til EM-nationer
Allerede inden EM har coronavirus været en stor bekymring for både arrangørerne og de deltagende nationer.
For at mesterskabet overhovedet kunne afvikles, har man på forhånd vurderet, at det er nødvendigt at isolere holdene fra omverdenen i en 'rød EM-boble'. Det betyder kort og godt, at de kun må forlade hotellet, når de skal til kamp eller træning.
Samtlige personer, der er trådt ind i boblen, har afleveret en negativ test inden afrejse og blev igen testet ved ankomsten til Danmark. Herefter blev der testet hver dag inden slutrunden, og under slutrunden skal alle testes hver 72. time.
Ved indrejsen til Danmark blev den rumænske spiller Laura Moisa testet positiv for coronavirus og blev straks isoleret fra resten af truppen. Alle spillere blev efterfølgende testet negativ, og derfor kunne de torsdag tage hul på EM i gruppekampen mod Tyskland.