EM håndbold

Speciel duel for Toft: - Hun mener, jeg har fordelen

To klubkammerater fra Brest står over for hinanden, når Danmark og Slovenien mødes fredag. Sandra Toft håber, at hun får overtaget.

Til hverdag er der fred og fordragelighed mellem Sandra Toft og den slovenske stjerne Ana Gros.

Men når de to Brest Bretagne-spillere står over for hinanden fredag aften, bliver konkurrencegenet fundet frem igen og venskabet lagt på hylden.

Hun tænker, at jeg tænker, at hun tænker, at hun skyder dér

Sandra Toft om Ana Gros

Duellen vil især komme til udtryk, når slovenerne får tilkendt straffekast, og Gros går frem til stregen. Her kommer der til at foregå et mindgame.

- Vi har haft vores må fights og kampe i træningerne op til. Hun skyder jo straffekast på mig hver gang, hvor hun skal stå og øve. Så det bliver en kamp i kampen, om hvem der drager fordel af det, siger Sandra Toft til TV 2 SPORT.

Hvem har fordel af det nu?

- Hun mener jo, at jeg har fordelen. Men jeg plejer at sige, at det må vi jo se. Det bliver jo lidt, at hun tænker, at jeg tænker, at hun tænker, at hun skyder dér i løbet af kampen.

Kommer du til at gøre noget anderledes?

- Nej, det kommer jeg ikke til. Men jeg har mange samtaler med de fire midterforsvarer om, hvordan jeg synes, hun skal dækkes op, siger Toft.

Blandt verdens bedste

Sandra Toft og Ana Gros har nu spillet sammen i Brest Bretagne i to sæsoner, og i den danske målvogters øjne er den slovenske stjerne ”tæt på at være verdens bedste højreback.”

- Hun har et knaldhamrende godt skud, og hun skyder lige så hårdt, som en hest sparker. Så er hun en kriger, der bliver ved og ved – og man kan ikke stikke til hende ved at redde de første bolde, da hun kommer til at have mange afslutninger uanset hvad, siger Sandra Toft.

- Hun har en lidt special arm, der gør, at når hun skyder med en bold, laver hun et eller andet eksplosivt med den. Derudover skyder hun også hurtigt, hendes aftræk er ret hurtigt.

Du kan se kampen mellem Slovenien og Danmark fredag klokken 20.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Hun har et knaldhamrende godt skud, og hun skyder lige så hårdt, som en hest sparker

Sandra Toft om Ana Gros

Spiller en stor første kamp

Selvom Danmark måske står med overhånden på papiret, erkender Sandra Toft, at det ikke bliver en nem kamp.

Slovenien har nemlig for vane altid at præstere godt i den første kamp under en slutrunden. I 2017 slog de Frankrig i første kamp, hvor franskmændene senere blev verdensmestre. Det samme var tilfældet sidste år, hvor slovenerne besejrede Holland, som senere hentede guld.

Ifølge Sandra Toft ved de slovenske spillere godt, at de har én kamp, hvor de præsterer stort.

- Hun (Ana Gros, red.) siger, at det er den kamp, hvor de er allermest friske. Ana, Stanko (Tsaja, red.) og Zulic (Nina, red.) har 83 procent af alle afslutninger.

- Men hvis man bliver mester af at tabe til Slovenien, så..., konstaterer Sandra Toft, men understreger, at Danmark selvfølgelig ikke spekulerer i et nederlag.