EM håndbold

Coronaramt nation får lov til at spille ved EM i Danmark

Det europæiske håndboldforbund giver Serbien lov til at spille ved EM.

Det serbiske kvindelandshold har langt om længe fået grønt lys til at træde ind i EM-slutrunden.

To spillere blev testet positiv for covid-19 efter ankomsten til Danmark, hvorfor hele holdet skulle testes igen lørdag morgen.

Nu er svarene kommet, og de er alle negative, skriver det europæiske håndboldforbund, EHF, på sin hjemmeside.

- Turneringsledelsen har søgt medicinsk rådgivning og har besluttet, at alle serbiske spillere, som har fremvist to negative testsvar, kan forlade deres isolation, skriver EHF.

Serbernes EM-premiere mod Holland skulle være spillet fredag, men blev flyttet til lørdag på grund af positive coronaprøver fra Kristina Graovac og Marija Agbaba.

De blev sendt i isolation på et andet hotel. Det samme gjaldt deres værelseskammerater Jelena Agbaba og Jovana Milojević.

EHF skriver, at Graovacs værelseskammerat har fået grønt lys til at spille mod Holland.

Spillerne skal testes igen søndag morgen.

Landede sent i Danmark

Serberne landede først i Danmark torsdag eftermiddag - senere end de andre EM-nationer og altså dagen inden første kamp ved mesterskabet.

Det skyldtes en omgang fejlbehæftede coronatests, som blev foretaget i hjemlandet. Spillere, trænere og folk omkring holdene fik kun adgang til slutrunden med en negativ test, som maksimalt måtte være 72 timer gammel.

Serbiens landshold kom dog af sted og blev testet i Billund Lufthavn, og herfra begyndte de dårlige nyheder at lande.

Først fik målmanden Kristina Graovac en positiv test i hånden, hvorfor hun blev isoleret på et andet hotel, mens de øvrige spillere blev testet igen og isoleret på deres værelser på spillerhotellet.

Graovacs positive test fik EHF til at udsætte fredagens kamp mod Holland til lørdag aften.

Fire spillere i isolation

Den nye omgang tests viste, at også Marija Agbaba var smittet, så hun blev ligeledes sendt i isolation på et andet hotel sammen med deres værelseskammerater Jelena Agbaba og Jovana Milojević.

- Når smitten nu har spredt sig på det serbiske hold, så skal de udelukkes fra EM. Det drejer sig om rettidig omhu. Jeg tror også, det bliver den beslutning, EHF kommer frem til. De kan ikke risikere en smittekæde, der starter, sagde TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard efter den anden positive coronaprøve.

Samtidig sad de ikke-smittede spillere tilbage på deres hotelværelser, hvor de kun kunne vente på testsvar og en dom fra EHF.

- Vi sidder og venter på hotelværelserne og prøver at se positivt på det. Vi kan se EM-kampe i fjernsynet, spille kort og se film. Pigerne laver også noget træning på hver deres værelse, for vi må end ikke gå ud på gangen, sagde kaptajn Katarina Slezak torsdag.

- Selvom det ikke er nemt, prøver vi at forblive optimistiske og være klar til første kamp.

EHF's beslutning betyder, at serberne nu kan komme i kamp.

Den røde boble ved EM i håndbold i Danmark

Hvad sker der med spillerne, når de kommer til Danmark?

72 timer inden ankomst til Danmark skal man fremvise en negativ coronatest. Når de lander, bliver de testet i lufthavnen. Herefter bliver de kørt i bus direkte til hotellet, hvor de undervejs får udleveret deres værelsesnøgler. Så går de direkte på deres værelser, og her bliver de, indtil de har fremvist en negativ test.

Hvor meget bliver der testet?

Der vil blive testet hver dag de første dage af slutrunden og herefter hver 72. time, indtil de rejser ud af Danmark igen.

Kan et hold blive diskvalificeret, hvis det får for mange positive coronatest?

Nej. 

For at kunne spille en kamp, skal spillerens seneste test være negativ.

Fremviser en spiller en positiv coronatest inden en kamp, bliver hun sendt til et særligt hotel i isolation. Resten af holdet bliver isoleret på egne værelser og testet igen.

Det er kun, hvis et hold ikke kan stille hold på grund af for mange positive test, at de må forlade turneringen.

Må de forlade hotellet?

Nej. Holdene må kun opholde sig på det hotel, de er indkvarteret på. Det eneste tidspunkt, de ikke opholder sig her, er når de skal spille kamp eller træner i en hal.

De kan ikke komme i kontakt med journalister eller andre i den såkaldte blå zone. Det foregår alt sammen via en skærm.

Holdene har et omklædningsrum til rådighed i forbindelse med kampe, men de bader ikke i hallen. Omklædningsrummet bruges til kort evaluering, udstrækning, opbevaring af materiale og så videre, men derefter går de direkte ud i bussen og tilbage til hotellet, og så er de lukket inde igen.

Hvad sker der, hvis protokollen brydes?

Hvis en person, som er inde i den røde boble, ikke overholder coronaprotokollen, vil de uden nogen form for varsel blive taget ud af turneringen og sendt hjem.

Hvorfor hedder det en rød boble?

Det er den boble, som spillere, officials, stab og andre, der naturligt skal opholde sig sammen, er en del af.

Resten – heriblandt journalister – bliver en del af den blå zone og må ikke komme i kontakt med landsholdene og resten i den røde boble.

Kommer der tilskuere til kampene?

- Vi har dybest set ikke nogen tilskuere. Der må være 500 i arenaen, og de er jo optaget af mediefolk, spillere og så videre, siger generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Stig Christensen.

Hvor skal holdene spille?

Herning og Kolding er værtsbyer.

Herning bliver vært for gruppe A (Frankrig, Danmark, Montenegro og Slovenien) og gruppe B (Rusland, Spanien, Tjekkiet og Sverige), mellemrundegruppe et og finaleweekenden.

Kolding bliver vært for gruppe C (Holland, Ungarn, Serbien og Kroatien) og gruppe D (Rumænien, Norge, Tyskland og Polen) og mellemrundegruppe to.