EM håndbold

Heindahl brød ud i grin, da hun så landstrænerens reaktion

Stregspilleren Kathrine Heindahl spillede knap 42 minutter og scorede 2 mål i kampen mod Slovenien. Specielt den ene scoring gav en sjov reaktion.

Landstræner Jesper Jensens reaktion og bekymrede mine stemte ikke umiddelbart overens med det, han sekunder forinden var vidne til.

Kathrine Heindahl havde netop bragt Danmark foran 26-19 i EM-kampen mod Slovenien efter en fremragende aflevering fra Kristina Jørgensen, en ligeså imponerende griber fra Heindahl og en flot scoring.

Men da landstræneren kom i fokus på TV-billederne, var det med et meget bekymret - nærmest skræmt - ansigtsudtryk.

Jesper Jensens umiddelbare reaktion på Heindahls scoring.

"Jeg har gribehandsken med"

Der gik dog ikke længe, før Jesper Jensens ansigtsudtryk gik over i et skævt smil. Det bekymrede blik var formentlig et tegn på, at han syntes, afleveringen fra bagspilleren Kristina Jørgensen ind til Heindahl på stregen var lige vovet nok.

Stregspilleren måtte da også strække højrearmen helt ud og gribe bolden hen over skulderen på en slovensk spiller, før hun fik vendt om og scoret.

- Jeg er glad for, at jeg har gribehandsken med til mesterskabet. Det er jo sådan en situation, hvor man bare er glad for, det lykkes, lød Kathrine Heindahls reaktion efter kampen.

Griner af landstrænerens reaktion

Hun nåede ikke selv at se landstrænerens reaktion på scoringen, så det var først efter kampen, da TV 2 SPORT igennem det virtuelle univers viste Heindahl et billede af Jesper Jensens reaktion, at hun fik øje på den bekymrede mine.

Det fik omgående stregspilleren til at bryde ud i grin.

Kathrine Heindahl scorede et mål i åbningskampen mod Slovenien, der fik landstræneren til at lave en noget komisk mimik. Video: TV 2 SPORT

Men hun havde på alle måder forståelse for reaktionen.

- ’Kris’ (Kristina Jørgensen, red.) siger også lidt undskyld, fordi hun måske ikke skulle spille bolden, men det er også nogle gange en stregspillers lod at få noget ud af ting, som ikke helt ligner noget. Det fik jeg, og det er noget af det, jeg er med for - at nogle gange skal de også kunne kaste bolden derind, og så får jeg noget ud af det.

- Der er ikke andet at sige, end det er godt, det lykkedes, og hvis det havde været et fejlindspil, så havde det ikke set så godt ud, slog Heindahl fast.

Heindahl med meget spilletid

I TV 2 SPORTs kommentatorboks var håndboldekspert Bent Nyegaard hurtig til at applaudere det, der viste sig at blive et flot mål.

- Det er glimrende. Indspillet er glimrende, og evnen til at gribe en svær bold var også i top hos Heindahl, sagde Nyegaard.

Netop Kathrine Heindahl er udset til at blive en vigtig faktor for Danmark. I værtsnationens åbningskamp kom det til udtryk, da Heindahl fik næsten 42 minutters spilletid, mens kollegaerne på stregen, Rikke Iversen og Maibritt Toft Hansen, fik henholdsvis 26 og 0 minutter på banen.

Blandt alle markspillerne blev Heindahl kun overgået af de to startende fløjspillere i spilletid på det danske hold.