EM håndbold

Heindahl frygter ikke kommende kampe: - De er ikke skræmmende

Den danske stregspiller Kathrine Heindahl tror på, at Danmarks mulighed for en plads i semifinalen er 'rigtig stor'.

Sverige, Spanien og Rusland. I nævnt rækkefølge.

Det er vejen til semifinalen ved EM for det danske landshold. En vej, der ikke bør blive alt for indviklet. Det fortæller Kathrine Heindahl til TV 2 SPORT.

- De tre hold, vi løber ind i nu, er ikke hold, vi ikke kan slå, Der er ikke nogen af de hold, hvor jeg føler, vi skal overpræstere for at slå dem. Det er ikke skræmmende, noget af det holdene har vist.

- Det er jo altid fedt, når man selv kan afgøre det. Vi har kortene på egen hånd, så det er med at spille dem rigtigt, siger den danske stregspiller.

Som Heindahl påpeger, kan danskerne selv afgøre skæbnen om en semifinaleplads.

Ender både Frankrig og Rusland på otte point, skal Danmark vinde samtlige tre mellemrundekampe.

I det tilfælde skal danskernes sejr over Rusland være med et vist antal mål, da den interne målscorer mellem de tre nationer bliver tiebreaken, hvis alle tre hold ender på samme pointsum.

Heindahl skal knække Rusland med viden

Men i netop kampen mod Rusland har Danmark et trumfkort at spille. Heindahl spiller nemlig til dagligt i russiske CSKA Moskva.

- Jeg ved godt, Rusland er en stor størrelse, men jeg håber, at mit kendskab til dem kan hjælpe os i den sidste kamp. Så min tro på en semifinale er rigtig stor, men vejen dertil er stadig rigtig lang.

Danmarks mellemrunde

  • 10/12 kl. 18.15: Montenegro - Rusland
  • 10/12 kl. 20.30: Frankrig - Spanien
  • 11/12 kl. 18.15: Frankrig - Rusland
  • 11/12 kl. 20.30: Danmark - Sverige
  • 13/12 kl. 18.15: Montenegro - Sverige
  • 13/12 kl. 20.30: Danmark - Spanien
  • 15/12 kl. 16.00: Montenegro - Spanien
  • 15/12 kl. 18.15: Frankrig - Sverige
  • 15/12 kl. 20.30: Danmark - Rusland

Også holdkammeraten Mette Tranborg går ind til mellemrunden med et optimistisk syn.

- Jeg har en helt vild god fornemmelse. Jeg tror på, vi kan få tre sejre i mellemrunden, siger bagspilleren.

Sverige har mistet meget

Inden den sidste kamp mod Rusland venter både Sverige og Spanien.

Førstnævnte er en traditionsrig håndboldnation, men svenskerne er ikke, hvad de har været.

- Sverige har mistet meget af deres rutine. Det er et meget nyt og ungt hold, konstaterer Heindahl.

Kampen mellem Danmark og Sverige blive begge nationers første kamp i mellemrunden. Fredag klokken 20.30 tørner nabonationerne sammen i mellemrunden, og du kan se opgøret på TV 2 og TV2 PLAY.