Frankrig og Rusland deler i EM-gyser
Rusland dominerede i størstedelen af kampen, men måtte til sidst tage til takke med ét point.
Der var dramatik til sidste sekund, da topholdene i Danmarks EM-mellemrundegruppe, Rusland og Frankrig, mødtes.
Rusland førte det meste af kampen, men mod slutningen fuldendte Frankrig et comeback. Rusland fik dog udlignet i det sidste angreb.
Dermed har begge hold syv point og mangler én kamp i mellemrunden. Danmark har to point, men de har spillet to kampe færre. Se stillingen i gruppen her.
Russisk føring indtil kampens afslutning
Rusland kom bedst fra start og scorede kampens to første mål. Efter tre minutter kom Frankrig også på tavlen og fik kort efter udlignet til 4-4.
To tidlige to minutters udvisninger kostede Frankrig, som efter udligningen igen halede efter russerne.
Storspillende Iuliia Managarova sørgede med sit fjerde mål for en russisk føring på 11-7 halvvejs inde i første halvleg.
Det blev også til fire femmålsføringer, inden Olivier Krumbholz fik lidt bedre styr på sine tropper. De havde med få sekunder tilbage et angreb med mulighed for at barbere den russiske føring ned til et enkelt mål.
Men den chance greb de ikke, og i stedet kunne den russiske målmand kaste bolden i et tomt mål til en pauseføring på 19-16.
Russerne kom også bedst ud til anden halvleg, men så fik Frankrig for alvor fat og bragte sig også foran 24-23.
De sidste ti minutter bølgede føringen frem og tilbage. Med 40 sekunder tilbage bragte Oceane Sercien Ugolin med et fremragende mål Frankrig foran med én.
Men russerne slog tilbage og fik i det efterfølgende angreb udlignet.
Til sidst havde Frankrig en sidste mulighed for at stjæle sejren. Men angrebet glippede helt og i stedet for en afslutning blev bolden smidt ud til russisk indkast.
Heldigvis for franskmændene var der så få sekunder tilbage, at russerne ikke kunne nå at få et sidste angreb ind.