EM håndbold

Norsk spiller brød ud i latter midt under pressemøde

Da Norge torsdag besejrede Holland, gav Stine Skogrand alt, hvad hun havde. Det fik hun efterfølgende at føle.

Efter en hård håndboldkamp er den bedste restitution ikke at sidde på en stol til et pressemøde.

Det kan Stine Skogrand skrive under på.

Til pressemødet efter sejren var den norske landstræner Thorir Hergeirsson godt i gang med sit sidste svar, da en lyd forstyrrede.

Lyden kom af et pludseligt spjæt fra Stine Skogrand, der efterfølgende brød ud i grin, mens hun tog sig til benet.

Hergeirsson fik lettere forstyrret afsluttet sit svar og kiggede derefter på firemålsskytten ved siden af sig.

- Fik du krampe, spurgte landstræneren.

Stadigvæk ramt af en anden form for krampe - latterkrampe - fik Herning-Ikast-spilleren bekræftet, at det var en krampe, der var skyld i et pludseligt spjæt på stolen.

Se klippet i videoen ovenover.

Stine Skogrand (anden fra venstre) og Norge er stadig ubesejret under slutrunden. De mangler blot en enkelt sejr for at sikre sig en semifinale-billet.

Overbevisende sejr over de forsvarende verdensmestre

Den 27-årige bagspiller spillede en flot kamp, da Norge vandt 32-25 over Holland.

Stine Skogrand har sine største styrker i forsvarsspillet, men leverede også flot spil offensivt med fire mål på fem forsøg.

På trods af ømme ben var glæden efterfølgende ikke til at tage fejl.

- Det føltes rigtig godt. Jeg var ekstra nervøs for denne kamp, da det var den første, jeg startede i under slutrunden. Der var ekstra spænding. Det var bare at gøre som planlagt og så godt som muligt, sagde Skogrand på pressemødet, inden kramperne brød ud.

Skogrand og Norge gjorde det i den grad så godt som muligt. Med syvmålssejren over Holland topper de nu mellemrundens gruppe to.

I deres to sidste mellemrundekampe møder de Kroatien og Ungarn. Med en enkelt sejr kan de sikre sig en plads i semifinalen.