EM håndbold

DHF kritiserer udvælgelse af EM-dommere

Køn var et parameter for udvælgelsen af dommere, og det irriterer spillere og trænere efter mange fejldomme.

Det vakte både opsigt og kritik, da Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) tidligere på året offentliggjorde, at kvindernes EM-slutrunde i år kun skulle have kvindelige dommere til kampene.

Blandt andre Danmarks landstræner, Jesper Jensen, kritiserede, at man ikke bare valgte dommerduoerne efter, hvem der var mest kvalificeret.

Her er det også et parameter, at du er kvinde. Der skal vi helst ikke ende

Morten Stig Christensen, generalsekretær i DHF

Profiler betragtede sig selv som prøvekaniner, og efter de første mellemrundekampe melder generalsekretæren i Dansk Håndbold Forbund sig i koret:

- Jeg er ikke tilhænger af det, EHF har gjort her med bare at sætte kvindelige dommere på det hele, siger Morten Stig Christensen.

Den overordnede pointe er, at man ved at prioritere et bestemt køn ikke får de bedste dommere til at dømme EM-kampene i Herning og Kolding.

Ikke godt

Indtil Danmarks mellemrundekamp fredag mod Sverige havde dommerpræstationerne ikke været et tema.

Bevares, der havde været en del fejlkendelser, men de var gået i begge retninger og havde ikke nået et niveau, hvor det sænkede kampenes niveau.

Men det var det i kampen mod Sverige. De to litauiske dommere, Viktorija Kijauskaite og Ausra Zaliene, leverede en indsats, som skabte frustration gennem hele kampen for begge hold.

Ifølge Jesper Jensen er det desværre en ting, som har været generelt for EM-slutrunden.

- Det er noget, jeg har snakket med flere af trænerne om. Generelt synes jeg, at vi har haft det ok indtil videre, men det i dag (fredag, red.) var ikke godt, lyder det fra den danske landstræner.

Flere af spillerne berettede efter kampen, hvor svært det havde været at finde ud af, hvad man måtte og ikke måtte, fordi dommernes linje, eller mangel på samme, var umulig at gennemskue.

Lyn-analyse

Det kommer til skabe noget urytmisk for begge hold. Det er i begge ender, det sker, synes jeg, så man kan ikke rigtig forholde sig til, hvordan man kan tackle. Hver gang, de fløjter et frikast, står dommerne og er lidt nervøse. Og én ting er, at spillerne har nerver i forvejen, men når der så er sådan nogle uberegnelige typer, der prøver at styre kampen, så bliver det bare værre.

Et parameter at være kvinde

EHF har valgt at lade kvindelige dommere have hele scenen ved kvindernes EM for at hjælpe ligestillingen frem i sporten.

Det er et sympatisk træk, men hos Dansk Håndbold Forbund er generalsekretæren, Morten Stig Christensen, ikke tilhænger af måden, hvorpå EHF forsøger at skubbe på ligestilling frem.

- Jeg kan mærke på nogle af dem, når jeg snakker med spillerne, at de er irriterede over det, fordi det giver indtryk af, at kompetencer ikke er det eneste parameter. Her er det også et parameter, at du er kvinde. Der skal vi helst ikke ende.

Ved udtagelsen af de kvindelige dommere erkendte EHF, at køn spillede ind:

- Køn er en af flere faktorer. Du ser kvindelige dommere i mange sportsgrene. Derudover er der flere mandlige topdommerpar, der meget sjældent dømmer kvindekampe. Men der kigges altid på, hvem der passer bedst til den respektive turnering, har EHF-præsident Michael Wiederer tidligere sagt til TV 2 SPORT.

Trods den mildest talt ujævne dommerindsats lykkedes det Danmark at holde liv i drømmen om at komme i EM-semifinalerne ved at vinde 24-22.

Søndag venter Spanien i anden mellemrundekamp. Her er kravet til danskerne også en sejr.