Håndbold

Norsk profil indstiller karrieren

Magnus Jøndal prioriterer sin familie over sin håndboldkarriere. Derfor stopper han til sommer.

Familielivet betyder så meget for Magnus Jøndal, at han indstiller karrieren som professionel håndboldspiller i sommeren 2021.

Den norske landsholdsspiller har meddelt SG Flensburg-Handewitt, at han flytter hjem til Norge, når hans kontrakt udløber efter denne sæson.

- Sportsligt er det gået godt for mig, og jeg har haft det rigtig godt i Flensburg og i Handewitt, hvor jeg bor. Nu ser jeg frem til at bruge mere tid sammen med min familie, udtaler Jøndal til klubbens hjemmeside.

Venstrefløjen rejste udenlands, da han skiftede til danske GOG i 2016. To år senere rykkede han endnu længere væk fra Norge, da Flensburg-Handewitt lokkede med en kontrakt i den tyske Bundesliga.

Siden da har Jøndal været med til at vinde det tyske mesterskab samt to VM-sølvmedaljer med landsholdet.

Magnus Jøndal fylder 33 år i februar. Alligevel mener Flensburg-Handewitts træner, at nordmanden havde flere gode år i sig.

- Jeg er sikker på, han kunne have spillet tre eller fire gode år mere på topniveau. Men det er også forståeligt, at han gerne vil bruge mere tid med sin familie, siger Maik Machulla, der gerne havde set Jøndal blive i klubben.

Jøndal forlader håndbolden på den største scene. Han spiller sin sidste turnering ved OL i Tokyo.