Forarbejdet blev afgørende i storsejr, siger Jesper Jensen
10 mål vandt Danmark med søndag aften over Spanien. En sejr, der i høj grad blev grundlagt af et solidt forarbejdet, siger landstræneren.
Spanien fik ikke et ben til jorden, da Danmark søndag aften holdt liv i drømmen om en plads i EM-semifinalen.
En Sandra Toft i aboslut topform, et koncentreret forsvar og en velfungerende kontrafase var stærkt medvirkende til, at de danske værter i overbevisende stil sikrede sig to afgørende point med en sejr på 34-24 over sidste års VM-finalister.
Jesper Jensen, hvorfor blev sejren så suveræn?
- Det gør vi på alt det forarbejde, vi har lavet efter alle de andre kampe, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.
I er nu sikre på at slutte i top 6 - har EM allerede nu været en succes?
- Jeg håber ikke, jeg skal definere succes på et tal. Jeg synes, vi har præsteret helt vildt godt ud fra de præmisser, vi har. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi ikke færdige endnu. Vi er i en fysisk rigtig god forfatning, og der er en god stemning, lyder det fra en glad landstræner.
Rikke Iversen kom på scoringstavlen undervejs, og hun bakker op om Jesper Jensen, at de har mere, de vil opnå.
- Vi har et motto, der hedder: Vi skal ikke hjem, vi skal videre, siger Rikke Iversen efter sejren. Danmark sigter i den grad efter en semifinaleplads nu.
Resultatet betyder, at Danmark på tirsdag skal møde Rusland i en direkte kamp om at komme i semifinalen. Den kamp kan du se på TV 2 og TV 2 PLAY.