EM håndbold

- Jeg har noget at arbejde på, siger indskiftet nordmand

Silje Solberg spillede sin første kamp ved EM, da Norge slog Kroatien og vandt deres mellemrundegruppe.

​Tallene ser egentlig fine ud, men alligevel er Silje Solberg ikke helt tilfreds efter sin første kamp ved EM i Danmark.

Den indskiftede målmand spillede en halv time i Norges 36-25-sejr over Kroatien, og med en redningsprocent på 27 kunne hendes første kamp i fem uger have været meget værre.

- Jeg er ikke så optaget af statistik, mere af arbejdsopgaver. Jeg skulle gerne have taget et par bolde mere, siger Silje Solberg til norsk TV 2.

- Jeg har noget at arbejde på, for jeg lukker mål ind. Jeg er sikker på, at det bliver bedre i den næste kamp, tilføjer hun.

Solberg har været ramt af coronavirus, og derfor var hun ikke i stand til at spille de første EM-kampe for Norge. Györ-målmanden blev skiftet ind i den norske EM-trup lørdag formiddag på bekostning af Rikke Granlund, der bliver i Danmark som reserve for Solberg og Katrine Lunde.

Norges sejr over Kroatien betyder, at Norge vinder mellemrundegruppe 2. Dermed er EM-historiens mest vindende nation allerede klar til semifinalen.

I den sidste mellemrundekamp skal Norge møde Ungarn, mens turneringens store overraskelse Kroatien kæmper om gruppens sidste semifinaleplads mod Tyskland.