EM håndbold

Klasseforskel i dansk sejr: - Det er nærmest uhørt

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til de danske spillere efter søndagens storsejr mod Spanien.

I kampen generelt var der klasseforskel. Det spanske mandskab var slet ikke på Danmarks niveau.

Jesper Jensen havde indstillet holdet fuldstændig perfekt. Forsvarsmæssigt var det indstillet fuldstændig nøjagtigt, som spanierne ikke ville have det. De fik lukket ned for stregspillet, som de godt kan lide, og så havde de analyseret sig frem til, at Spanien ikke har nogen skytter.

Det betød, at Danmark kunne score et hav af mål i første- og andenbølgen. Det var et kontraspil, som var velovervejet og havde det rette tempo, så især Line Haugsted kunne træffe de rigtige beslutninger.

En fornøjelse at se på.

Men når det så er sagt, så har Danmark altså bare svært ved at spille mod et offensivt forsvar, og det medfører, at der blev lavet for mange fejl. I dag havde det ikke nogen betydning. Der skal være lidt mere sikkerhed i angrebet og i overtalsspillet, selvom det endte med at fungere fint til sidst.

Efter kampen mod Sverige talte vi om brændte chancer. Det var der rettet op på til i dag. De scorede på 74 procent af deres skud. Det er nærmest uhørt.

Det var en overbevisende indsats, hvor der var klasseforskel. Det hører selvfølgelig også med, at det var en meget skuffende præstation fra viceverdensmestrene.

Og så skal det nævnes, at igen, igen gjorde dommerparret det ikke nemt for spillerne. Der var simpelthen for mange fejl, hvor spillerne stod og tænkte, hvad der skete.

Bent Nyegaards karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Sandra Toft

    Målvogter / Kampens spiller

    Det var en Sandra Toft-classic. Hun var tilbage i målet, efter hun blev taget ud mod Sverige – og var fuldstændig suveræn. Hun lå i en lang periode med en redningsprocent på 70 og sluttede så 1. halvleg på 55. Det er det, hun kan. Det var virkelig startknappen til det danske kontraspil. Strategien var, at man ville løbe med spanierne, og det fik hun sat i scene med sine redninger.

    6
  • Althea Reinhardt

    Målvogter

    Hun startede 2. halvleg, og det var nok meget fornuftigt. Men det var svært. Alt, hun blev præsenteret for, var stort set frie, spanske spillere. Hun havde tre redninger, men kampen havde en helt anden form, da hun kom ind. Det var også i en fase, hvor Danmark lavede mange fejl.

    2
  • Kathrine Heindahl

    Stregspiller

    Hun scorede en på to, og den, hun brændte, var et kongestuds, som i det her tilfælde fik lidt ekstra. Hun lavede en enkelt teknisk fejl. Forsvaret var solidt i den fase, hvor hun var med, men hun blev alligevel sat et par gange, fordi spanierne er gode på gennembruddet.

    3
  • Rikke Iversen

    Stregspiller

    Hun førte sig frem. Igen, igen, igen. Hun lavede to på to, og hun havde faktisk også to assists. Det er hun blevet lidt skarp til. Hun stod meget solidt og var dygtig til at finde balancen mellem at stå tæt på Haugsted og alligevel sikre, at hun kunne stå der, hvor det gjorde allermest ondt på spanierne. Hun holdt virkelig sin position og afviste mange angreb. Derudover var hun rigtig god med armene, hvor hun fik fat i mange indspil. Det var en god landskamp.

    5
  • Majbritt Toft Hansen

    Stregspiller

    Hun kom endelig i gang ved turneringen. Det er fedt, at hun kom ind og fik fornemmelsen af det. Hun scorede én på én. Hun blev sat et par gange i forsvaret og fejlvurderede et par ting. Men det var en ganske fin præstation.

    3
  • Trine Østergaard

    Fløjspiller

    Hvor hun i den sidste kamp havde store problemer, skal jeg da lige love for, at skeen var kommet i den anden hånd. Hun var ekstremt sikker og teknisk dygtig. Det kunne ikke gøres meget bedre. Hun havde en enkelt fejl, men det ser jeg bort fra.

    6
  • Lærke Nolsøe

    Fløjspiller

    Hun startede ude og fik så alligevel en halv time. Hun er solid som bare pokker. En rigtig fin præstation. Hun kom dog på mellemhånd en enkelt gang eller to på forsvarssiden.

    4
  • Andrea Hansen

    Fløjspiller

    Hun spillede hele 2. halvleg og havde to på to. Hun spillede med overskud, og det er altså ikke nemt bare at komme ind på det tidspunkt. Hun var cool, og så har hun altså bare god teknik, må jeg sige.

    4
  • Mette Tranborg

    Bagspiller

    Det er plus, plus og minus, minus. Hun var udfordret forsvarsmæssigt. Det har hun været flere gange i turneringen. Hun er for ubeslutsom. Jesper Jensen sagde i 1. halvleg: ”Hvis du er i tvivl, så gå på mål”, og det var det bedste råd, han kunne give hende. På plussiden havde hun to rigtig fine assists.

    3
  • Louise Burgaard

    Bagspiller

    Hun fik mere spilletid i dag. Hun spillede aggressivt, men hun er nødt til at finde ud af, hvornår man skal være aggressiv, og hvornår man skal holde bolden i gang. Nogle gange roder hun sig ind i nogle blindgyder. Jeg kan godt lide indstillingen, for hun har altid god energi og spiller med fuld skrue.

    3
  • Mia Rej

    Bagspiller

    Det var en rigtig, rigtig fin kamp af Rej. Hun lavede også et par assists oven i hendes seks mål. I dag lykkedes det godt, fordi Trine Østergaard var meget sikker, men hun havde svært ved at vurdere, om hun skulle spille bolden videre eller gå mod mål. Hun kom ind og skød godt et par gange og var meget sikker på straffekastene. På minussiden var der så tre tekniske fejl.

    4
  • Laura Damgaard

    Bagspiller

    Det var godt, at Jesper Jensen gav Damgaard muligheden. Hun viste, at hun er klar. Hun er klar til at gå ind og tage ansvar. Hun strøg forbi de spanske forsvarsspillere og var meget sikker i afslutningerne. Virkelig et godt drev. Alle kan se, at hun har potentiale.

    4
  • Anne Mette Hansen

    Bagspiller

    Hun spillede også en god landskamp. Hun brugte sin fysik godt og scorede tre mål på tre forsøg. Hun spillede fint, men hun har stadigvæk problemer med at dække ydersiden på sin venstre back. Humlen er, at hun står for fladt, og så står hun måske og kigger for meget håndbold og bliver for sent opmærksom på, at der er en spiller bredt i banen. Det trækker også fra, at der var tre tekniske fejl.

    4
  • Line Haugsted

    Bagspiller

    Det, der var meget glædeligt ved Haugsted, var, at hun spillede med en meget stor afklarethed. Hun vidste, hvad hun ville. Hun satte tempo og skød, når der skulle skydes, tog tempoet ud, spillede bolden videre, når der var brug for det. Hun havde også en rigtig god assist i kontrafasen. I forsvaret dækkede hun rigtig godt op. Hun fungerede rigtig godt i de største perioder af kampen sammen med Rikke Iversen. Ligesom Iversen arbejdede hun også rigtig, rigtig godt med sine arme, der gjorde, at de fangede indspillene.  

    5
  • Kristina Jørgensen

    Bagspiller

    Det er nat og dag med hende. Der var vidunderlige indspil, der var rigtig gode skud, der var god fart, perfekte assists. Og så lige pludselig blev det hele til nat, og så kom fejlene. Lige pludselig to-tre i træk. Det, der opvejer, er, at hun lavede fem fremragende assist og fik styr på overtallet til sidst.

    4
  • Mie Højlund

    Bagspiller

    Spillede syv minutter, hvilket ikke var nok til at få en karakter. 

    UB
  • Jesper Jensen

    Landstræner

    Det var så stor og så vigtig en landskamp. Strategien med at få løbet og strategien med den defensive formation med at finde højden var perfekt. Det satte Sandra Toft i gang – og dermed forsvaret og kontrafasen, der virkelig var i klar fremgang. Det var nærmest til perfektion. Det er klart, at vi registrerede mange fejl – 17 af slagsen – og det er jo, fordi holdet har svært ved at spille, når de bliver mødt offensivt. Det er opgaven at arbejde med, ligesom overtalsspillet er det. Men stor ros for, at holdet var så godt indstillet – også mentalt.

    6