EM håndbold

EM-debutant i ekstase: - Det er ikke gået op for mig endnu

Laura Damgaard spillede sin første landskamp mod Norge i testkampene inden EM. Søndag spillede hun en vigtig rolle i storsejren over Spanien.

Først en uge inden slutrunden skulle skydes i gang, blev Laura Damgaard klar over, hun skulle repræsentere det danske landshold.

Hun fik et opkald fra et ukendt nummer, og da hun ringede tilbage var Jesper Jensen i den anden ende at røret. Damgaard skulle erstatte Helena Elver, der ødelagde korsbåndet i optakten til EM.

Der er ikke blevet til mange minutter for Damgaard ved dette mesterskab, men søndag kom det nok helt store EM-gennembrud for Viborg-spilleren. Her fik hun 13 minutter på banen, og hun kvitterede med tre mål på fire forsøg.

- Det var en fed landskamp. Det er megadejligt at være dansk lige nu. Jeg elsker alle de minutter, jeg får, og jeg tager imod det med kyshånd.

- Det er bare dejligt, jeg får lov. Vi gav den bare max gas alle sammen, siger Laura Damgaard efter kamp til TV 2 SPORT.

Og hun har faktisk meget svært ved at forstå, hvad der egentlig foregår lige for tiden.

- Det er vanvittig fedt at stå her. Jeg er ikke sikker på, det er gået op for mig endnu. Det er lidt en mærkelig kulisse, og jeg tror ikke helt, jeg ved, hvor stort det er. Men det kan være, det går op for mig på et tidspunkt, når jeg kommer hjem, og det hele lægger sig.

"Hun var så sej"

Laura Damgaard er normalt bagspiller, men i storsejren over Spanien kom hun ind på venstre fløj.

Det kastede mål af sig, men hun fik også lov til at få en del minutter i den vante bagkæde.

Laura Damgaard fik kæmpet sig til et mål. Video: TV 2 SPORT

Kristina Jørgensen, der er klubkammerat med Damgaard hjemme i Viborg, hylder den 24-årige bagspiller.

- Jeg er så glad på Lauras vegne. Det var så fedt at se, hun havde en god ro og tro på tingene. Hun er en sindssygt dygtig håndboldspiller, og det fik hun vist i dag (søndag, red.) på internationalt niveau. Hun var så sej.

De 13 minutter mod Spanien lunede godt i det samlede regnskab for Damgaard. Det er i de første 5 kampe nu blevet til samlet 25 minutter på banen, hvilket har kastet 4 mål af sig.