EM håndbold

EM-stjerne i infight med svensker: - Ingen skal røre mig på den måde

Kampen mellem Montenegro og Sverige bød på en betændt situation undervejs, hvor to spillere var i infight.

Montenegrinske Jovanka Radicevic overstrålede alle, da hun lavede 11 mål i Montenegros sejr over Sverige søndag aften.

Men hun gjorde sig også bemærket på anden vis. Kort inde i anden halvleg skubbede hun voldsomt til Sveriges Jamina Roberts, som kvitterede ved at skubbe tilbage.

Forinden havde Roberts haft fat i Radicevic, som hun mente faldt for let i forbindelse med en tackling. Da TV 2 SPORT talte med montegrineren efter kampen, udlagde hun situationen således:

- Det var ikke så pænt at se på, men der var følelser i spil fra både min og hendes side. Jeg mener, at hun startede, og ingen skal røre mig på den måde, lød det bestemt fra Radicevic.

Situationen endte med to minutters udvisning til Radicevic, mens Jamina Roberts gik fri.

"Hun burde også været røget ud"

Og den dom erklærede fløjen fra Montenegro sig ikke enig i.

- Jeg mener, at hvis jeg skulle have en udvisning, burde hun også have fået det. Det var trods alt hende, der startede, men det gør ikke noget nu. Vi vandt, siger Radicevic.

Trods stridighederne havde hun ingen problemer med at begrave stridsøksen.

- Hun (Jamina Roberts red.) er en dejlig kvinde. Vores følelser var i kog, og det sker nogle gange, siger hun.

En følelsesladet svensker

Jamina Roberts har ikke kommenteret på selve situationen, men hun virkede tydeligt utilfreds i momentet.

Flere gange i løbet af kampen viste hun i det hele taget store følelser, og det var der en særlig grund til.

- Jeg viste følelser for at holde både mig selv og holdet lidt i gang. Det var derfor, jeg skreg lidt meget.

- Der er ikke noget galt med energiniveauet på holdet. Det skyldes mest, at når jeg er følelsesladet, bliver jeg aggressiv. Det viser sig meget nemt, lød det til svensk Viaplay.

Kampen endte med en klar montenegrinsk sejr på 31-25, som sagtens kunne være blevet større. Begge hold har dog udspillet deres respektive roller i kampen om semifinalepladserne.

Hvad synes du om Sportsnyhederne på TV?

På TV 2 SPORT ønsker vi at undersøge, hvad I som seere bedst kan lide, og hvad I gerne vil have mere af i vores Sportsnyhederne på TV

Vi vil meget gerne stille dig yderligere og grundigere spørgsmål. Skriv en mail til sore@tv2.dk, hvis du har lyst til at hjælpe os yderligere. Mange tak!