Verdensmestrene ude af EM
Det var en hektisk afgørelse på kampen mellem Holland og Tyskland, hvor førstnævnte havde muligheden for at holde liv i sine semifinalechancer.
Holland vandt en dramatisk kamp i mellemrunden over Tyskland.
Men størrelsen på sejren var ikke stor nok for de regerende verdensmestre. De skulle minimum have vundet med to mål og samtidig være afhængig af andre resultater, for at de kunne komme i semifinalen.
Dermed har de udspillet sine chancer ved EM.
Omvendt har tyskerne stadig mulighed for at komme i semifinalen, hvis de vinder sin sidste mellemrundekamp. Se stillingen i gruppen her.
Mange brændte straffekast
Mandagens kamp var præget af mange tekniske fejl, og hvor der aldrig kom en rytme.
Efter en jævnbyrdig begyndelse så Holland kortvarigt ud til at få et spillemæssigt overtag, da de bragte sig på 7-5.
Det varede dog kun et øjebliksbillede, for derfra scorede tyskerne seks mål i træk.
Holland kæmpede sig tilbage og var kun bagud med et enkelt mål ved pausen.
I anden halvleg resulterede adskillige brændte straffekast og tekniske fejl hos begge hold til, at der aldrig var nogen, som fik et reelt overtag.
Holland fik udlignet flere gange, men de skulle frem til 55. minut, før de bragte sig i front igen.
Det var i en situation, hvor Angela Malestein kom løbende ind fra bænken, snuppede bolden fra tyskerne og sendte den i et tomt mål.
I den forbindelse blev hun ramt i ansigtet. Her skulle dommerne ud og kigge situationen igennem, men Alina Grijseels slap med en to minutters udvisning.
De sidste par minutter var utrolig hektiske, da det bølgede mellem en føring på et eller to mål til Holland. Med under et minut tilbage af kampen havde de mulighed for at komme foran med to mål, men meget symptomatisk sluttede det med en fejl i angrebet.
Senere mandag vandt Ungarn med 26-24 over Rumænien. Begge hold havde allerede inden opgøret udspillet deres rolle i gruppen.
Tirsdag skal alle landene i mellemrunden i aktion. Holland møder Rumænien, mens Kroatien og Tyskland skal i en direkte duel om en plads i semifinalen. Se med på TV 2 PLAY og TV 2 SPORT fra klokken 16.