Danmark skal have styr på én ting - ellers er det tæt på umuligt

Den danske toptræner Jan Leslie, der er ansat i russiske CSKA Moskva, forudser en meget svær opgave for Danmark mod Rusland.

Én kamp. Én nation.

Det er alt, der lige nu står mellem Danmark og en semifinale.

Rusland er en nation, der siden OL-guldet i 2016 har tænkt meget ud af boksen

Jan Leslie, cheftræner CSKA Moskva

Tirsdag aften mødes Danmark og Rusland i en direkte duel om en plads i semifinalen ved EM-slutrunden. Og det bliver langt fra en nem opgave for danskerne. Det vurderer Jan Leslie, der om nogen kender til russisk håndbold.

- Danmark skal have en masse kontramål, for hvis de ender med at spille alt for meget seks mod seks, så kan de simpelthen ikke vinde over Rusland. Kontradelen og returløbene bliver altafgørende for resultatet, for jeg vurderer, at russernes topspillere har et højere niveau end danskerne. De danske chancer er minimale, hvis de kommer til at stå for meget i forsvaret og angrebet.

Sådan fortæller Jan Leslie til TV 2 SPORT inden det store brag. Jan Leslie er til daglig træner i den nye og storsatsende håndboldklub CSKA Moskva. Udover det var han træner i den russiske topklub Rostov-Don tilbage i perioden 2014 til 2017.

Han kender derfor mange af spillerne, og han har også flere af de nuværende russiske landsholdsspillere under sine vinger i CSKA Moskva.

- Danmark er helt klart underdogs i den her kamp. Inden Frankrig-kampen synes jeg, det havde været for meget op og ned med russerne. Men i kampen mod Frankrig viste de i 60 minutter, at de er bedst, når det gælder. Og jeg forventer også, de strammer sig an mod Danmark - for ellers ryger de ud. Så den er ikke så meget længere, siger Jan Leslie med et grin, inden han også påpeger det faktum, at Danmark faktisk ikke er uden chance:

- Men for første gang i mange, mange år, har Danmark en historisk mulighed for at slå Rusland, fordi de mangler nogle bærende spillere. Men det bliver bestemt ikke nemt.

De helt store stjerner mangler

Rusland er helt korrekt uden flere af de store stjerner.

Anna Vyakhireva, Anna Sen og Yaroslava Frolova, der alle tre var toneangivende spillere ved VM i Japan sidste år, sidder ude med skader, mens Elena Mikhaylichenko, der var topscorer i Champions League inden sin skade i denne sæson, også sidder ude.

- Det er fire spillere, der kunne have fyldt meget i den nuværende trup. Men det siger jo også bare meget om bredden på det russiske landshold. Der er mange spillere at tage af. Man erstatter selvfølgelig ikke bare Vyakhireva i angrebet, men der er mange gode spillere at vælge imellem.

Og det er der, fordi russerne har en helt unik disciplin. Jan Leslie fortæller, at der kan drages mange paralleler med eksempelvis de danske spiller, men at russerne træner rigtig meget, har en utrolig god disciplin, og så er de af natur bare utrolig ærgerrige.

Men hvordan er Rusland så nået dertil, hvor man stadig er medaljeaspiranter trods skader hos flere normale stamspillere?

Rusland har 'tænkt ud af boksen'

Det er der ifølge Jan Leslie en god grund til. Kigger vi i historiebøgerne, så har Rusland haft gang i noget helt rigtigt siden 2016.

Her vandt de OL-guld i Rio, mens det efterfølgende er blevet til EM-sølv i 2018 og VM-bronze i 2019. En perlerække af medaljer, der falder efter en lang årrække uden resultater.

Jeg tror ikke, de tænker, at de ryger ud til Danmark

Jan Leslie, cheftræner i CSKA Moskva

Siden VM-guldet i 2009 hentede Rusland ingen medaljer inden OL-guldet i 2016. Og de gode år, russerne har gang i i øjeblikket, skyldes ikke tilfældigheder.

- Rusland er en nation, der siden OL-guldet i 2016 har tænkt meget ud af boksen. De vil gerne blive i toppen, men sideløbende har de gået en vej, hvor de bliver ved med at producere spillere, der kan komme ind på landsholdsniveau og sørge for, de vinder medaljer. Der har været dygtige folk, der har været gode til at kigge fremad og kigge udover den øjeblikkelige situation. Fokus er hele tiden på, at de også skal være gode om tre-fire år.

Det ses på både klub- og landsholdsplan.

I Champions League fører Rostov-Don den ene gruppe, mens CSKA Moskva er med i toppen af den anden gruppe - selvom de har spillet færre kampe end Györ og Brest. Og nyt er det, at begge de to russiske klubber vælter i spillere fra hjemlandet.

- Da jeg var i Rostov-Don i 2014, hvor Rostov var det eneste russiske hold på øverste niveau, hvor vi også vandt alle mesterskaber, hentede vi ikke decideret unge spillere, som man gør i CSKA Moskva lige nu. Det var etablerede spillere og udenlandske stjerner, der skulle hjælpe. I CSKA Moskva har vi nu en spillertrup bestående af cirka 80 procent russere. Og det er en blanding af unge talenter og spillere fra øverste niveau.

Jan Leslie forklarer, at det var den helt store årsag til, at CSKA Moskva blev stablet på benene. Det russiske håndboldforbund ønskede at producere endnu flere stjerner.

Rusland bliver toneangivende i fremtiden

CSKA Moskva har allerede internationale storklubber på både fodbold-, basketball- og ishockeysiden.

Kvindehåndbold er det helt nye, store sats, og der venter en stor fremtid. Rusland har noget, ikke mange andre nationer kan prale af.

- Der er ingen tvivl om, at de tre store nationer Frankrig, Norge og Rusland vil være toneangivende i fremtiden. Rusland har for det første en talentmasse, der er ekstraordinær. De har en masse økonomi, der gør, de hele tiden kan udvikle på tingene. Både for spillerne, der spiller på landsholdet lige nu, men også for de næstkommende stjerner. Og det er den helt store forskel i forhold til andre nationer. Der er ingen tvivl om, at Rusland er et hold, man i fremtiden skal regne med i top-tre, men også helst i fremtidens finaler.

Og zoomer man ind på den kommende kamp mod Danmark, så er Jan Leslie heller ikke i tvivl om, hvad russerne har i hovedet.

- Ambitionsniveauet nu er, at man skal vinde guldet, uanset at man mangler tre stamspillere. Der er heller ingen tvivl om, at spillerne har stor respekt for Danmark, men jeg tror ikke, de tænker, at de ryger ud til Danmark. De tror så meget på sig selv, at de godt er klar over, der venter en svær kamp, men at de nok skal vinde.

Ambitionsniveauet er formentlig også højt hos danskerne. Og svarene på, om Rusland faktisk er bedre end Danmark, får vi tirsdag aften.

Se den afgørende kamp om en plads i semifinalen mellem Danmark og Rusland på TV 2 og TV 2 PLAY tirsdag klokken 20.25.