- Jeg har aldrig set noget lignende, siger ekspert om bizart straffekast
Angela Malestein stod bag et af EM's mest mærkværdige straffekast, da Holland slog Tyskland i mellemrunden.
Hun var ikke bleg for at indrømme det:
- Det var bare et dårligt skud.
Bagefter grinede hun i interviewet med TV 2 SPORT, men mon ikke Angela Malestein alligevel tænkte på sit brændte straffekast, da hun lagde hovedet på puden mandag aften.
Holland var tvunget til at vinde med to mål over Tyskland for at have en chance for at nå EM-semifinalerne. De orangeklædte vandt dog kun med et mål, 28-27.
- Jeg har aldrig set noget lignende, sagde TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen i kommenteringen om Malesteins mislykkede straffekast.
Blev dømt overtrådt
Angela Malestein, Hollands næstmest scorende spiller ved håndboldmesterskabet i Danmark, gik frem til straffekastlinjen med det mål at udligne til 18-18 med godt 22 minutter tilbage af mellemrundekampen.
Det endte imidlertid med at blive et af de mest besynderlige straffekast ved EM.
Ikke nok med, at Malesteins skruebold røg lige i hænderne på tyskernes Dinah Eckerle. Hollænderen løftede også den fod, som uafbrudt skulle berøre gulvet, inden hun slap bolden, så der blev dømt overtrådt.
- Jamen, det var ikke noget skud, det dér, fortsatte Peter Bruun Jørgensen i kommenteringen.
Holland møder Rumænien tirsdag eftermiddag i holdenes sidste kamp i mellemrunden, og hollænderne kan stadig nå en plads i kampen om femtepladsen.
Se Holland-Rumænien på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 15.50.