EM håndbold

- Meget stolt og glad på spillernes vegne, siger rørt Jesper Jensen

Danmark er klar til semifinalen ved EM efter sejr på syv mål over Rusland.

Jesper Jensen rimer på succes.

I sin første slutrunde som landstræner har han ført det danske kvindelandshold i håndbold i EM-semifinalen.

- Hold kæft spillerne fortjener det. De har virkelig stået meget igennem i mange år og har bare ofret så meget for det. Og nu får de endelig lov til at shine. Kæmpe lettelse. Hold kæft, hvor var de seje, siger en rørt Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

- Det var bare ikke noget. Alle mand går bare ind og bidrager, de stod sammen og stolede på hinanden, og de havde en tryghed i, at det vi kunne, var godt nok. Så jeg er meget stolt og så glad på deres vegne.

Semifinalen blev sikret med en overbevisende sejr på 30-23 over Rusland. Det var den første danske sejr over de olympiske mestre i fire år.

De danske håndboldkvinder var senest i en slutrunde-semifinale i 2016. Her blev det til en fjerdeplads ved EM i Sverige.

I semifinalen fredag aften venter ubesejrede Norge, der jagter sin første guldmedalje siden EM-guldet for fire år siden.

Kampen mellem Danmark og Norge fløjtes i gang klokken 20.30 og kan ses direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.