Norge skifter EM-stjerne ud

Veronica Kristiansen er blevet hevet ud af den norske EM-trup forud for sidste mellemrundekamp mod Ungarn.

Veronica Kristiansen var i hopla i Norges sejr over Kroatien i lørdags, men nu er hun ikke længere i spil til EM-kampen mod Ungarn tirsdag aften.

Det meddeler det norske håndboldforbund i en pressemeddelelse. Her skriver de også, at den rutinerede playmaker Marta Tomac overtager Kristiansens plads.

- Udskiftningen inden kampen mod Ungarn skyldes behovet for at kontrollere kampbelastningen for Veronica Kristiansen, siger landstræner Thorir Hergeirsson.

Selvom Veronica Kristiansen spillede 36 minutter og scorede fem mål i lørdagens storsejr på 36-25 over Kroatien, er der tilsyneladende stadig fysiske hensyn, der skal tages til Györ-stjernen.

Døjet med eftervirkningerne af coronavirus

Forberedelserne op til slutrunden for den tidligere Herning-Ikast-spiller har ikke været optimale. Hun har nemlig haft coronavirus og har således været isoleret i tre uger.

Det var også et tema på søndagens pressemøde ifølge TV 2 Norge.

- Det er ikke hvert år, jeg ligger 22 dage på sofaen og ikke laver noget, så det har jeg godt kunnet mærke, sagde Veronica Kristiansen søndag.

Hun tilføjede, at hun forventer at skulle arbejde hårdt med at opbygge udholdenhed til finaleweekenden i Herning.

Indtil videre må hun altså se til fra tribunen i Kolding og overvære sit hold spille sidste mellemrundekamp tirsdag aften. En kamp, hvor Norge kan spille uden pres. De er nemlig allerede sikre på at vinde gruppen.

Thorir Hergeirsson har mulighed for at sætte Kristiansen tilbage på holdkortet i finaleweekenden. I så fald skal han bruge den ene af to mulige udskiftninger på det stadie.