EM håndbold

Russisk profil sender undskyldning til Toft

Den danske målvogter Sandra Toft stod en stor kamp mod Rusland, selvom hun blev ramt direkte i hovedet.

Skydeskiven Sandra sagde stop. Og så endda med hovedet.

Sandra Toft havde i kampens indledning mod Rusland taget stort set det hele, men 11 minutter inde i opgøret blev den danske målvogter sendt i gulvet.

Vladlena Bobrovnikova kom fri i feltet, hvorefter hun satte sin afslutning lige i hovedet på Toft, hvorfor den danske målvogter blev henvist til bænken i de efterfølgende 10 minutter.

Og episoden gjorde faktisk også ondt på den russiske spiller.

- Det var selvfølgelig ikke med vilje. I det moment tænkte jeg bare, jeg skulle skyde oppe i målet, så jeg er selvfølgelig ked af det. Det var slet ikke med vilje, jeg skulle skyde Sandra i hovedet. Jeg sagde undskyld til hende med det samme, men det sker jo i kampe.

Sådan fortalte den russiske spiller til TV 2 SPORT efter kampen. Og faktisk var det ikke det eneste tilfælde, hvor Sandra Toft blev ramt i hovedet.

Hele syv gange var de russiske afslutninger i nærheden af danskerens ansigt, og det var på ingen måde et tilfælde, siger Bobrovnikova.

- Det var en del af planen, at vi ville skyde i toppen af målet på Sandra. Men hun laver så også bare mange redninger deroppe.

"Det gjorde ondt"

Sandra Toft kom tilbage i kampen og leverede endnu en mindeværdig optræden.

Hun endte med en redningsprocent på 44 efter 14 redninger på 32 afslutninger. Derfor kunne hun nok en gang krone sig som kampens spiller.

Uheldige Sandra Toft var nær blevet skudt i hovedet flere gange i samme kamp. Video: TV 2 SPORT

Da sejren havde lagt sig, havde Sandra Toft dog ikke glemt smerten fra tidligt i kampen.

- Den første der, den gjorde ondt. Jeg tror ikke, det var bevidst. Jeg tror på det bedste i folk, men jeg tror, det var bevidst, at de skød rigtig meget oppe. Jeg er jo ikke verdens højeste, så det var jeg jo meget opmærksom på.

- At de så blev ved med at skyde omkring hovedet, var nok lidt mere bevidst, siger målvogteren til TV 2 SPORT.

Ville ikke give mening

TV 2 SPORTs håndboldekspert Klavs Bruun Jørgensen kan heller ikke se en idé i, at russerne skulle forsøge at skade Sandra Toft med vilje.

- De er under pres, så det giver aebsolut ingen mening, hvis de skal tænke i at skyde målmanden ud. De var så meget bagud, og de ved også, at Althea Reinhardt kan gå ind og stå en god kamp.

- Jeg har det lige som Sandra. Jeg tror på det bedste i folk i sådan nogle situationer, konkluderer eksperten.

Som skrevet kom Sandra Toft tilbage i kampen.

Og specielt én redning bliver nok ikke glemt foreløbigt. Hverken hos Sandra Toft eller russerne. Se den vilde redning herunder:

Det er helt absurd, at Sandra Toft når at diske op med en redning i den situation, siger kampens kommentator. Video: TV 2 SPORT