Selvsikre norske eksperter tror på EM-guld: - Der er klasseforskel
De norske håndboldeksperter Bent Svele og Steffen Stegavik kalder Norge for favoritterne til at vinde EM-guldet.
Norge har i den grad levet op til favoritværdigheden ved dette EM.
De norske håndboldkvinder er noteret for lutter sejre anført af stjernerne Nora Mørk, Stine Oftedal Bredal og Camilla Herrem.
Faktisk er det gået så godt, at de norske håndboldeksperter snart ikke ser andre muligheder end EM-guld.
- Norge har det bedste hold og er favoritter til at vinde guldet. Men selv de bedste hold kan selvfølgelig have en dårlig dag i semifinalen, siger TV 2 Norges håndboldekspert Bent Svele til VG.
Han bliver bakket op af den tidligere norske landsholdsspiler Steffen Stegavik, der til dagligt er træner i den norske topklub Sola.
- Hvis Norge fortsætter det gode spil i semifinalen og finalen, så vinder de. Som de har spillet de seneste kampe, så er de det bedste hold. Det er ikke muligt at spille 16 gode halvlege i løbet af et EM. Nogle halvlege er mere rodet som mod Kroatien i 1. halvleg, men når det gælder 2. halvleg, så ser vi, at der er klasseforskel, siger han til VG.
Ingen kan slå Norge
Dykker man ned i tallene bag Norges sejre, er der også meget, der tyder på, de er flere skridt foran de andre nationer.
Nora Mørk står noteret som turneringens topscorer med 35 mål. Hun er også den, der har scoret på flest straffekast.
Stine Oftedal Bredal har præsteret næstflest målgivende afleveringer, mens Marit Frafjord og Kari Dale har henholdsvis flest og næstflest blokerede skud ved slutrunden.
Derfor tror TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard heller ikke på, at Norge kan blive truet. Det gav han udtryk for tirsdag, hvor Nora Mørk snakkede om nordmændenes favoritværdighed sammen med Frankrig og Rusland.
- Det er flot af Nora Mørk, at hun nævner andre nationer. Jeg tror ikke, at der er nogen, der kan slå dem. Hun kunne bare have sagt, at Norge bliver europamester, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert.
Norge skal som gruppevinder møde Danmark i semifinalen. Det er fredag klokken 20.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.