EM håndbold

Russere bukker sig i støvet for Danmark

De olympiske mestre havde svært ved at finde løsninger i forsvaret mod et velspillende dansk hold.

Ingen undskyldninger. Kun anerkendelse.

Sådan var meldingen fra den russiske lejr efter syvmålsnederlaget til Danmark ved EM.

Selvom Rusland inden kampen var favoritter til at vinde og gå i semifinalen, så var der ifølge Ruslands landstræner, Ambros Martin, ingen tvivl om, hvem der var de stærkeste.

- Først og fremmest er jeg nødt til at lykønske de danske spillere, trænere og staben. De fortjente virkelig at vinde fra start til slut, siger spanieren til TV 2 SPORT og bakkes op af profilen Vladlena Bobrovnikova.

- Jeg vil gerne først og fremmest ønske tillykke til det danske hold. Jeg er så ked af det, og det samme var alle de andre i omklædningsrummet. Det er svært at sætte ord på, men Danmark gjorde det godt i kampen.

- Vi havde nogle problemer i anden halvleg i forsvaret, fordi de brugte de samme kombinationer hver gang, men vi kunne ikke finde løsningen på det. Og så var præstationen fra Sandra Toft bare så god med nogle vigtige redninger.

Sandra Toft stod en vanvittig kamp mod Rusland med en redningsprocent på 44.

Skuffet over sig selv

Som Bobrovnikova nævner, var især den svigtende defensiv et stort problem for de olympiske mestre.

Det var blot anden gang i deres seneste 21 landskampe, at de lukkede 30 mål ind. De mange problemer gjorde det ifølge Martin noget nær umuligt at vinde.

- Når forsvaret og angrebet ikke fungerer, så er det virkelig svært at vinde over et hold, som er et virkelig godt hold. De spiller hårdt, er motiveret af at spille på hjemmebane, og sidste år gjorde de det ikke godt ved VM.

Inden de sidste mellemrundekampe lå Rusland nummer et i gruppen, men tirsdag blev de overhalet af både Frankrig og Danmark i kampen om de to pladser i semifinalen.

Det tager Ruslands landstræner primært på sin kappe.

- Jeg er først og fremmest skuffet over mig selv. Vi kunne ikke finde løsningerne. Vi forsøgte at ændre i forsvaret, men intet virkede. Jeg tror, mit hold havde brug for at spille mere med hjernen end med hjertet, for vi fik det ikke løst. Vi ville for meget i stedet for at tage det roligt og se, hvordan de spillede, fortæller Ambros Martin.

Rusland er endnu ikke helt færdige ved slutrunden. Et par timer før den første semifinale fredag skal russerne spille mod de forsvarende verdensmestre fra Holland i kampen om femtepladsen. Det er en gentagelse af den ene VM-semifinale fra sidste år. Hvor Holland i øvrigt også scorede over 30 mål mod Rusland.

Danmark skal i stedet rette fokus på semifinalen fredag aften mod Norge, som bliver spillet klokken 20.30 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.