Store profiler dropper VM
Afbuddene vælter ind over Tysklands landstræner Alfred Gislason. Syv spillere har nu meldt fra til VM i januar.
Familien trækker så meget i flere tyske profiler, at de bliver hjemme fra herrernes VM-slutrunde i Egypten.
Efter afbud fra Hendrik Pekeler, Steffen Weinhold og Finn Lemke er den tyske bruttotrup reduceret til 28 spillere.
- Det er virkelig et stort tab for Tyskland. Pekeler, Weinhold og Lemke er alle tre nøglespillere, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.
De tre seneste afbud skyldes alle personlige årsager. Spillerne ønsker ikke at isolere sig fra deres familier i de fire uger, VM-deltagelsen kan ende med at holde dem fra deres nærmeste.
- Den generelle udvikling i coronapandemien og den hårde nedlukning bekymrer mig som familiemenneske. Jeg kan ikke forlade min kone og mine døtre i mere end fire uger på nuværende tidspunkt, siger Hendrik Pekeler til forbundets hjemmeside.
Tyske afbud
- Hendrik Pekeler, THW Kiel - personlige årsager
- Steffen Weinhold, THW Kiel - personlige årsager
- Finn Lemke, MT Melsungen - personlige årsager
- Patrick Wiencek, THW Kiel - personlige årsager
- Fabien Wiede, Füchse Berlin - skal opereres
- Franz Semper, SG Flensburg Handewitt - skadet
- Tim Suton, TBV Lemgo - skadet
For at undgå spredning af coronavirus er det besluttet, at VM i Egypten afvikles i en enorm coronaboble. Alle spillere, officials, mediefolk, hotelmedarbejdere og andre, der har med slutrunden at gøre, kommer derfor til at leve isoleret i en periode inden VM og naturligvis under hele slutrunden.
De testes for covid-19 både før og under turneringen, ligesom det er tilfældet ved det igangværende EM for kvinder.
Syv afbud i alt
Pekeler, Weinhold og Lemke er langt fra de første tyskere, der melder fra til slutrunden i januar. Tidligere har Patrick Wiencek også meldt fra af personlige årsager, mens Fabien Wiede ikke kan stille op på grund af en forestående operation.
Desuden sidder Franz Semper og Tim Suton ude med skader. Dermed har Gislason blot 28 spillere til rådighed ud af bruttolisten på 35.
De tyske VM-trup bliver udtaget mandag den 21. januar.