VM håndbold

Én ting er rigtig svær at acceptere for skadet Rasmus Lauge

Det er anden gang i karrieren, at Rasmus Lauge bliver ramt af en korsbåndsskade.

I 2016 måtte Rasmus Lauge opgive OL på grund af en skade.

I 2021 vil scenariet med stor sandsynlighed være det samme.

Jeg er ikke klar til at stoppe

Rasmus Lauge

Landsholdsstjernen blev i starten af december skadet under en Champions League-kamp. Resultatet var et beskadiget korsbånd og et afbud til næste måneds VM.

Veszprem-spillerens operation gik som planlagt, og nu venter så et genoptræningsforløb, der ifølge Rasmus Lauge selv vil være så langt, at næste års Olympiske Lege i Tokyo formentlig bliver uden ham.

- OL er noget af det, der er rigtig svært at acceptere, at det sandsynligvis også ryger. Der er en minimal chance for, at jeg kan nå det, men jeg kommer ikke til at forhaste noget i den her periode, siger Rasmus Lauge til TV 2 SPORT.

Du kan se interviewet med Rasmus Lauge i det sene EM-studie torsdag klokken 22.45.

Han har tidligere været med til OL én gang. Det var i 2012, hvor Danmark røg ud i kvartfinalen. Lauge var dog kun med i de tre første kampe i det indledende gruppespil.

Danskeren peger også på det kommende Final 4 i Champions League som en af de ting, han havde set frem til. Her skulle han sammen med sin ungarske klub have mødt Kiel i semifinalen.

Tålmodighed er nøglen til comeback

Det er anden gang i karrieren, at Rasmus Lauge er blevet ramt af en korsbåndsskade, så derfor ved han nu, hvad der venter af både fysiske og psykologiske udfordringer.

- Kroppen og knæet har det fint efter omstændighederne. Den del fejler ingenting. Det oppe i hovedet, det gør ondt en gang imellem, siger Lauge, der den kommende tid må acceptere, at Final 4 og VM bliver som tilskuer.

Landsholdsspilleren håber, at han kan gøre comeback til efteråret, men en nøjagtig tidshorisont kan han ikke komme med.

- Det tager den tid, det tager med et korsbånd. Specielt når det er anden gang, skal der ikke være nogen grund til at komme hurtigt tilbage.

- Vi kommer nok til at være lidt mere påpasselige, nu hvor det er anden gang. Men hvis alt går godt, burde jeg være fit og klar til den nye sæson om en 8, 9 eller 10 måneder, siger den 29-årige dansker.

"Jeg er ikke klar til at stoppe"

Én ting er sikkert: Rasmus Lauge vil tilbage på håndboldbanen, selvom tanken om et karrierestop kortvarigt har strejfet ham.

Har du haft nogle overvejelser om fremtiden på bagkant af det her?

- Det er klart. Når man bliver skadet, når man lige at vende de tanker en gang, men jeg er ikke klar til at stoppe. Jeg ved ikke, om jeg er i min bedste alder, men jeg har været bedst spillende i de sidste fire år.

- Jeg har virkelig spillet på et højt niveau og følt mig godt tilpas – også fysisk. Jeg ved, jeg kan nå det niveau igen, og jeg ved præcis, hvilken vej der er til det niveau igen. Jeg er ikke klar til at stoppe og opgive de mål, jeg har endnu, siger Rasmus Lauge.

Mens de danske landsholdsstjerner nu skal til at forberede sig på det forestående VM i Egypten, så kan Rasmus Lauge rette blikket mod et comeback i den anden halvdel af 2021.

- Jeg har masser af motivation til at komme tilbage. Jeg kommer til at arbejde benhårdt, og så må vi se, hvilken tilstand jeg er i engang til sommer.