EM håndbold

Klappede sin spiller på skulderen efter Jesper Jensens ord

Landstræner Jesper Jensen fremhævede før EM-semifinalen norske Kari Brattset Dale som den bedste i verden på sin position.

Respekten var stor og stemningen alt andet end fjendtlig, da repræsentanter fra den danske- og norske EM-lejr mødtes til pressemøde forud for semifinalen fredag aften.

Undervejs blev de to landstrænere, Jesper Jensen og Thorir Hergeirsson, blandt andet bedt om at kommentere på det modsatte holds styrker, hvilket de tog sig god tid til. Og da den danske landstræner senere blev bedt om at sætte ord på Norges tilstedeværende spiller, Kari Brattset Dale, fandt han de helt store roser frem.

- Hun er nok den mest attraktive stregspiller i verden. Så jeg tænker, at hvis de fleste klubtrænere fik lov til at vælge frit, så ville de fleste pege på hende lige nu. Det er en anerkendelse af, hun er dygtig både i forsvaret og angrebet, sagde Jesper Jensen, der til daglig er klubtræner i Team Esbjerg.

Norsk landstræner reagerede på Jensens ord

Lidt længere henne af langbordet sad Györ-spilleren Kari Brattset Dale og lyttede til de flotte ord, og hun havde svært ved at skjule et lidt forlegent, men alligevel stolt smil.

Norges landstræner, Thorir Hergeirsson, var da også hurtig til at kigge på sin spiller, inden han gav Brattset Dale et anerkendende klap på skulderen. Reaktionen fik de tilstedeværende fotografer til at knipse løs med kameraet, mens Jesper Jensen et øjeblik stoppede sin talestrøm og kiggede til højre med et smil.

Landstræneren klapper Kari Brattset Dale på skulderen efter de flotte ord.

Derefter fortsatte den danske landstræner:

- Det er svært lige at finde de helt store svagheder ved hende, så det er vi selvfølgelig trætte af i morgen (fredag, red.), men hun er en inspiration for mange. Hun lever sit liv og spiller i den største klub i verden lige nu. Det er hende, som de andre stregspillere på 15-20 år ser op til.

- Det er dejligt, når vi har sådan nogle personligheder, at de så samtidig er fine mennesker, så man både kan se op til håndboldspilleren og mennesket, tilføjede Jesper Jensen.

Kari Brattset Dale er holdkammerat med danske Anne Mette Hansen i Györ.

Stregspilleren Kari Brattset Dale er den norske spiller, der med sine 252 minutter har været mest på banen i Norges første seks kampe. Hun har en stor rolle i både forsvaret og angrebet, og hun har indtil videre scoret 19 mål på 23 forsøg.

Norsk ros til Jesper Jensen

I den norske lejr tog landstræneren sig også tid til at rose Jesper Jensen. Når landsholdene ikke er samlet, arbejder den danske landstræner til daglig med fire spillere fra den norske EM-trup i form af Marit Malm Frafjord, Marit Røsberg Jacobsen, Kristine Breistøl og Sanna Solberg.

- Først og fremmest vil jeg rose Jesper Jensen som person, menneske og som en faglig dygtig træner. Vi har haft et meget godt arbejdsforhold, mens vi har haft spillere i Team Esbjerg, indledte Thorir Hergeirsson og fortsatte:

- Da han blev landstræner, var det en god måde fortsat at have en kommunikation, relation og et samarbejde. Jeg har altid været af den opfattelse, at du må lære af andre.

Fredag aften klokken 20.30 tørner de to landstrænere sammen på sidelinjen i Jyske Bank Boxen, når Danmark og Norge mødes i EM-semifinalen. I den anden semifinale mødes Frankrig og Kroatien.