VM håndbold

Nyegaard enig i VM-trup uden flere velkendte navne

Nikolaj Jacobsen har torsdag udtaget de 20 spillere, der skal forsvare Danmarks VM-titel i herrehåndbold.

19 ud af 20 spillere er landstræner Nikolaj Jacobsen og TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard helt enige om.

Den sidste spiller i VM-truppen indvilliger Bent Nyegaard i at give sig på, efter han havde gættet på udtagelsen af Niclas Kirkeløkke frem for Mathias Gidsel.

- Det har været en svær balance for Nikolaj Jacobsen, for han har selvfølgelig ledt efter forsvarskompetencer. Det var derfor, jeg havde Kirkeløkke med i mit bud på truppen, siger Bent Nyegaard.

- Kirkeløkke har en god fysik, men jeg kan også godt forstå valget af Mathias Gidsel, for når Rasmus Lauge går ud, så mangler Danmark folk, der kan duellere. Dem har vi for få af, og set i det perspektiv kan jeg godt forstå, Gidsel er med. Han kan det med at komme på kant, og han er svær at holde fast i.

- Det virker til at være vigtigt for Nikolaj Jacobsen ikke kun at spille med store drenge.

Tre tidligere profiler er væk

Danmarks VM-trup er uden Rasmus Lauge, fordi han er skadet. Derudover er de tidligere profiler René Toft, Hans Lindberg og Jannick Green blevet fravalgt. Det havde Bent Nyegaard forudset med følgende begrundelser:

- René Toft er en defensiv 3’er, og det er ikke helt sådan, landsholdets forsvarsspil bliver tænkt anno 2020. Med den variation og det tempo, midtersektionen skal ligge med, så er Møllgaard, Saugstrup, Zachariassen og Henrik Toft den optimale kombination.

- Det er tiden til at få gennemsnitsalderen lidt ned på højre fløj, og det går så ud over Hans Lindberg. Johan Hansen er fremtidens mand, og han kan nogle lidt andre ting.

- Både Kevin Møller og Emil Nielsen har, ikke mindst i Champions League, præsteret så store kampe, at det gav god mening at lave det skifte i målet. Det kommer samtidig med, at Jannick Green og Magdeburg har haft en svær start i Bundesligaen. Han står ikke dårligt, men Møller og Nielsen har fået lov til at føre sig frem på den store scene.

Debutant udtaget

Derudover er det bemærkelsesværdigt, at Nikolaj Jacobsen har udtaget en debutant. Ikke bare i VM- eller slutrundesammenhæng, men på landsholdet. Aalborg-spilleren Nikolaj Læsø har stadig sin første landskamp til gode, men det skal man ikke lade sig narre af, siger Bent Nyegaard:

- Nikolaj Læsø kan klare sig defensivt, og så kan han duellere. Han har fået rigtig meget erfaring i Champions League, hvor han har spillet nogle meget store kampe for Aalborg. Det har ligget i kortene, at der var noget potentiale her. Det er blevet voldsomt forløst i Aalborg.