EM håndbold

EM i brændte straffekast – historisk dårligt

Danmark har haft problemer på straffekast, men befinder sig nu i den rigtige ende af statistikkerne. Flere specialister har trukket snittet ned.

Kan du huske dengang, vi snakkede om, at Danmark havde problemer på straffekast? Det var efter gruppekampen mod Frankrig, hvor danskerne kun scorede på 3 ud af 7 forsøg.

Den snak er fortid nu, hvor Danmark står i EM-semifinalen, og en scoringsprocent på 43 på straffekast i Frankrig-kampen er vekslet til 76 set over hele turneringen. Men kigger man på hele slutrunden, så viser tallene, at den generelle scoringsprocent på straffekast lige nu er historisk lav.

Måske er det ”stemningen”, hvor du kan høre dig selv tænke. Det har tydeligvis været svært for spillerne

Lois Abbingh, Odense Håndbold og Holland

TV 2 SPORT har gransket de statistikker, som det internationale- og europæiske håndboldforbund har liggende for de sidste 15 slutrunder. Her viser det sig, at årets scoringsprocent på straffekast er den laveste – eller dårligste om man vil, der findes i historiebøgerne.

Kun 70,43 procent af de 345 straffekast er blevet omsat til mål. Et tal, holdene får travlt med at ændre på, hvis det skal forbedres væsentligt, da der kun er fem kampe tilbage ved EM.

Faktisk var scoringsprocenten halvvejs i mellemrunden under 68, men skarpheden er altså fundet frem, som turneringen er skredet frem. Som statistikken herunder viser, lå effektiviteten sidste år på 76,38 procent ved VM, mens EM i 2008 er det tætteste, man kommer på nuværende niveau i form af 71,87 procent.

Scoringsprocenter på straffekast fra 2006-2020

  • EM 2020: 70,43
  • VM 2019: 76,38
  • EM 2018: 76,68
  • VM 2017: 73,40
  • EM 2016: 72,19
  • VM 2015: 74,17
  • EM 2014: 79,61
  • VM 2013: 72,10
  • EM 2012: 74,69
  • VM 2011: 78,81
  • EM 2010: 77,19
  • VM 2009: 72,56
  • EM 2008: 71,87
  • VM 2007: 73,35
  • EM 2006: 72,30

- Gid jeg havde svaret på hvorfor. Det ville de fleste nok ønske. Men det er et spil imellem spilleren og målvogteren, og jeg ved ikke, hvorfor der bliver brændt så mange straffekast. Måske er det ”stemningen”, hvor du kan høre dig selv tænke. Det har tydeligvis været svært for spillerne, har den hollandske specialist Lois Abbingh udtalt til TV 2 SPORT.

Odense-spilleren har kun scoret på 10 ud af 16 forsøg, hvilket svarer til 62,5 procent. Til sammenligning scorer hun i den danske liga på 76 procent af sine forsøg. Og hun er langt fra den eneste specialist, der har haft problemer.

Det så meget mystisk ud, det straffekast fra Malestein. Video: TV 2 SPORT

Problemer hos specialisterne

Svenske Isabella Gulldén har scoret på 5/10 forsøg, mens franske Alexandra Lacrebere står noteret for 13/19. Helt skidt ser det ud for tyske Evgenija Minevskaja, der nærmest kun blev udtaget til EM for at kaste straffekast. 5/12 lyder den skræmmende dårlige statistik for tyskeren, der sammen med sit hold blev slået ud i mellemrunden.

- Hvis man ikke scorer på det første, bliver man måske lidt nervøs på det næste, lød en mulig forklaring fra tyskerens holdkammerat Kim Naidzinavicius.

Scoringsprocenter på straffekast ved EM 2020.

Som det fremgår af ovenstående liste er Danmark nu EM's femtebedste nation på straffekast. Efter Anne Mette Hansen havde scoret 4 mål på ligeså mange forsøg mod Sverige, gav landstræner Jesper Jensen et bud på, hvad der måske var ændret.

- Anne Mette viste utrolig stor koncentration i forhold til det straffekast, hun brænder mod Frankrig, hvor hun nærmest prøvede at skyde igennem Leynaud. Så var der lidt mere ”base” i hendes måde at afgøre det på denne gang, sagde landstræneren.

Det er ren de-ja vu fra slutrunden i 2018. Video: TV 2 SPORT

Det forkerte ben ud af sengen

Blandt holdene med de bedste scoringsprocenter finder man Danmarks gruppemodstander Montenegro, der topper listen takket være Jovanka Radicevics 19 mål på 21 forsøg og et enkelt fra holdkammeraten Jaukovic.

Hun kunne da også kun smile, da hun blev foreholdt de mange brændte straffekast ved slutrunden.

- Alle går selvfølgelig frem med en intention om at score, og jeg tror ikke, en eneste spiller tænker over den statistik. Nogle gange scorer man fra de syv meter, og andre gange brænder man. Det afhænger meget af dagen, og måske har man fået det forkerte ben ud af sengen, sagde Radicevic.

Om statistikken forværres eller forbedres, kan du selv følge med i fredag eftermiddag og aften, når der venter tre håndboldkampe fra EM.

  • Klokken 15.30 – kampen om femtepladsen: Rusland-Holland på TV 2 SPORT
  • Klokken 18.00 – første semifinale: Frankrig-Kroatien på TV 2 og TV 2 PLAY
  • Klokken 20.30 – anden semifinale: Norge-Danmark TV 2 og TV 2 PLAY