- Hun ligner en, der har spillet 100 landskampe

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til de danske spillere efter fredagens 24-27-nederlag i EM-semifinalen mod Norge.

Danmark spillede en afsindigt flot landskamp.

Det var den bedste første halvleg, jeg har set landsholdet spille i nyere tid. Men når man kun scorer 4 mål de sidste 17 minutter af kampen, er det klart, at man kommer i problemer.

Når det er sagt, så skal Norge have en stor cadeau for at spille en flot anden halvleg i sejren på 27-24 over Danmark.

Det var virkelig marginalernes verden i perioden, hvor Danmark var foran med 20-17, til at Norge tog kampen til sig. Katrine Lunde tog alle de store danske chancer og havde stolperne med sig. Dér adskilte hun sig fra Sandra Toft, som havde stået fremragende i første halvleg, men havde svært ved at levere de vigtige redninger i den sidste halvdel.

Norge begyndte anden halvleg med at spille meget bredt og havde held med at skille det danske centrale forsvar lidt ad. Og det udnyttede Nora Mørk til at spille flot sammen med Kari Brattset på stregen. Senere spillede de med tre højrehænder i bagkæden, og på den måde kom Henny Reistad i gang på nogle krydsspil.

Men der er al mulig grund til at gøre honnør for det, landsholdet præsterede fredag aften. Jeg er ikke i tvivl om, at Norge er verdens bedste hold, så det er meget, meget imponerende.

Bortset fra spillernes umiddelbare skuffelse bør det ikke hindre dem i at tage en bronzemedalje søndag eftermiddag.

Bent Nyegaards karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Sandra Toft

    Målvogter

    En blændende første halvleg, hvor hun lukkede de norske kanter ned. Det var helt, helt afgørende for det gode danske forsvar. Hun havde også andre store redninger.

    I anden halvleg faldt hun sammen med forsvaret, hvor der blev lidt mere plads til nordmændene. Måske kunne Jesper Jensen havde overvejet at skifte hende ud de sidste ti minutter.

    4
  • Althea Reinhardt

    Målvogter

    Kom kun på banen ved et straffekast.

    UB
  • Kathrine Heindahl

    Stregspiller

    En rigtig god præstation i forsvaret i første halvleg. Så faldt hun også i niveau i anden halvleg og misbrugte to store muligheder, hvor Danmark virkelig havde brug for scoringer. 

    3
  • Rikke Iversen

    Stregspiller

    En stor landskamp fra Rikke Iversen, der bliver ved med at overbevise og imponere mig. Hun var frøken 100 procent inden kampen, men brændte på sin tredje afslutning. Hun var eminent til lige nøjagtig at ramme Stine Bredal Oftedal og Veronica Kristiansen på det rigtige sted i første halvleg.

    4
  • Majbritt Toft Hansen

    Stregspiller

    Kom ikke på banen.

    UB
  • Trine Østergaard

    Fløjspiller

    Det var en forbandet flot landskamp. En formidabel forsvarskamp. Hun var forudseende, dygtig og så mange ting, som gjorde det vanskeligt for nordmændene.

    Jeg er meget imponeret. Og så scorede hun tre mål på fire forsøg i angrebet. Glimrende. 

    5
  • Lærke Nolsøe

    Fløjspiller

    Forsvarsmæssigt arbejdede hun også på højt niveau, og det var en af grundene til, at forsvaret fungerede.

    Så scorede hun to på to på erfarne Katrine Lunde. Jeg kan lide det, jeg ser fra Nolsøe.

    5
  • Andrea Hansen

    Fløjspiller

    Kom ikke på banen.

    UB
  • Mette Tranborg

    Bagspiller

    Hun fandt ikke sin rytme. Nul mål på fire forsøg, men stor energi. Hun fik to udvisninger i første halvleg - var uheldig med at få den første.

    Hun leverede ikke nok i angrebet og var ikke farlig i sine pres. Jeg kunne godt tænke mig, at hun spillede mere aggressivt og gik direkte på mål.

    1
  • Louise Burgaard

    Bagspiller

    Hun spillede en rigtig god første halvleg. I perioden, hvor hun dækkede op, gjorde hun det også flot.

    Det blev for tungt for Burgaard i anden halvleg, hvor hun scorede et mål på tre forsøg. Meget af det, hun foretog sig, var bestemt godkendt.

    4
  • Mia Rej

    Bagspiller / Kampens spiller

    En præstation i særklasse.

    Syv mål på ni forsøg og fire assists. Hun ligner en, der har spillet 100 landskampe. Det har hun ikke - hun har kun spillet 26. Hun er virkelig modnet i denne turnering. En stor første halvleg.

    Hun bandt tingene godt sammen, og hun begynder at blive mere og mere farlig selv. Hun er ved at få de andre til at føle sig trygge, og det lykkedes i en pæn del af kampen.

    6
  • Laura Damgaard

    Bagspiller

    Kom ikke på banen.

    UB
  • Anne Mette Hansen

    Bagspiller

    Hun begyndte kampen rigtig godt, da hun afløste Mia Rej efter et kvarters tid. Hun var farlig selv og havde en assist. I anden halvleg faldt det lidt fra hinanden, og jeg havde regnet med, at hun kunne støtte Mie Højlund i at vinde duellerne. Men det norske forsvar var for stærkt.

    3
  • Line Haugsted

    Bagspiller

    Stor landskamp. Helt suveræn i første halvleg i forsvaret. Jeg hæfter mig også ved hendes kontraløb. Det bliver hun bedre og bedre til.

    I en kamp med så meget pres på lavede hun tre mål, to assists og nul fejl. Hun har virkelig udviklet sig og er begyndt at finde det rigtige tempo i forhold til forsvaret. Det er en rivende udvikling.

    5
  • Kristina Jørgensen

    Bagspiller

    Hun viser mod ude fra venstrefløjen i en svær rolle. På et enkelt overtalsspil havde hun en forkert vurdering. Forsvarssmæssigt faldt hun godt ind og dækkede forskellige pladser.

    3
  • Mie Højlund

    Bagspiller

    Hun var på forhånd en afgørende spiller, fordi hun kunne vinde duellerne. Hun havde svært ved at få sine skud til at fungere, men lavede fire assists. Men hun var en evig kilde til uro for det norske forsvar, indtil de i anden halvleg gik højere op på hende og tog mere fat i hende. De gik så højt op, at hun havde svært ved at komme ind, hvor straffekastkendelserne kunne komme i spil.

    Jeg glæder mig over hendes fire assists. Hun er meget vigtig for landsholdet.

    4
  • Jesper Jensen

    Landstræner

    Et formiddabelt godt indstillet landshold. Jeg er virkelig imponeret over, hvor langt han er nået med landsholdet. Defensiven i første halvleg og kontrollen af kontraspillet taler sit eget sprog.

    Evnen til at få afviklet angrebene med kvalitet er imponerende. Hans hold er igen under ti uprovokerede fejl. Spillerne er trygge i angrebsspillet og får afviklet angreb med kvalitet. Og når man møder kontrastærke Norge, er det den eneste måde, man kan gøre det på.

    Det, der kan være løsningen, når hans hold ikke scorer på sine chancer, er syv-mod-seks. Det lykkedes ikke, men det er måden at gøre det på.

    Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at han på et tidspunkt i anden halvleg havde givet Althea Reinhardt chancen for at se, om hun kunne have lavet en redning eller to.

    Men en virkelig flot landskamp.

    5