Norge knækker Danmark til sidst i semifinale
Danmark var foran ved pausen, men i anden halvleg viste de norske naboer klassen.
Det betyder resultatet:
Danmark skal spille bronzekamp ved EM, hvor Kroatien venter søndag klokken 15.30. Norge skal spille finale mod de forsvarende europamestre fra Frankrig.
Kampens bedste dansker: Line Haugsted
- Line kæmper forbilledligt i det danske forsvar. Hendes fysik er enorm, og hun gav de norske piger kamp til stregen. Samtidig var hun en evig trussel i den danske kontra, og igen i dag var hun en fornøjelse at følge, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Kamilla Larsen.
Referat:
Jacob Qvirin Petersen, TV 2 SPORT i Herning
For første gang siden 2016 stod Danmark igen i en semifinale ved et mesterskab, og der var dømt modstand fra øverste hylde i form af EM-favoritten Norge.
Inden kampen havde både det danske landstrænerteam og eksperter gjort det klart, at Norge for alt i verden ikke måtte få gang i kontrafasen. En besked, der blev efterlevet af spillerne på banen.
Det danske forsvar stod kompakt, og Sandra Toft indledte med en flot redning i mĂĄlet pĂĄ et skud fra stjernen Camilla Herrem. OgsĂĄ det norske forsvar havde dog godt fat i starten af kampen, og Danmark sĂĄ ud til at have problemer i det etablerede angrebsspil.
Toft og Rej sendte Danmark i front
Fire minutter skulle der gå, før Mia Rej første gang bragte Danmark på tavlen med udligningen til 1-1 på et straffekast. Herfra var det, som om danskerne løsnede lidt op og fik hul på det norske forsvar. Ti minutter inde i kampen var der dansk føring på 4-3, imens Toft holdt en redningsprocent omkring de 50.
En anden storspillende dansker var playmakeren Mia Rej, der havde tænkt sig at gøre semifinalen til sin store aften. Da haluret rundede 15 minutter, havde hun scoret fire gange på fem forsøg og sendt Danmark foran 7-5.
I den norske lejr var det Nora Mørk, der var en enmandshær og reelt den eneste trussel for Danmark. Derfor så Norges landstræner, Thorir Hergeirsson, sig også nødsaget til at kalde timeout, da Danmark bragte sig foran 10-6 efter 18 minutter.
Anne Mette Hansens genialitet
Det gav pote med to scoringer fra Nora Mørk – to af i alt fem i første halvleg, og så var nordmændene pludselig tæt på igen.
Men så kom kampens detalje, der havde fået samtlige 12.500 tilskuere i Jyske Bank Boxen til at rejse sig, hvis de havde været til stede – og i øvrigt ikke skulle have taget mundbind på, når de så stod op.
Danmark var presset i angrebsspillet, da Anne Mette Hansen brød igennem i venstre side. Hun lod, som om hun spillede bolden til en holdkammerat, men i stedet beholdte hun den og scorede. Det norske forsvar stod efterladt tilbage med åben mund.
Fantastisk dansk forsvar
De sidste ti minutter af første halvleg blev ganske målfattige. Det var ikke mindst takket være det danske forsvar, der igen viste niveau fra allerøverste hylde. De norske stjerner kunne simpelthen ikke finde løsninger.
- Det var lige præcis, hvad vi snakkede om inden kampen. Der skulle lukkes ned for kontrafasen, for når forsvaret først står på plads, og det er seks mod seks, så matcher Danmark til fulde nordmændene. Norge har store problemer, og hvis de først kommer igennem, står Toft klar i målet, lød analysen fra ekspert Klavs Bruun Jørgensen.
Sidste mål i første halvleg blev et norsk af slagsen langt udefra. Sandra Toft ærgrede sig gevaldigt, men det ændrede ikke ved, hun stod med 44 i redningsprocent i første halvleg, som Danmark førte 13-10 efter 30 minutter.
Norge med fuld fart frem
Anden halvleg startede fantastisk set med rød-hvide briller, da Mia Rej fløj af sted i kontra og bragte Danmark yderligere foran. Men så ændrede kampbilledet sig fuldstændig.
På fire minutter lavede de danske spillere en stribe af tekniske fejl, og så scorede Norge fire mål i træk. 14-14 efter 36 minutter.
Danmarks stregspiller Kathrine Heindahl fik brudt den dårlige stime, men få minutter senere stod der pludselig 16-15 til Norge. Den første norske føring siden 2-1 efter fem minutter.
… og så trak nordmændene fra
Det blev det wakeupcall, de danske håndboldkvinder havde brug for. Angrebsspillet kom i gang, og Rikke Iversen viste sit værd på stregen, hvor hun med to scoringer var med til at bringe Danmark tilbage i front ved 19-18.
Alligevel var det nordmændene, der blev ved med at finde de bedste løsninger i angrebsspillet. Ved 21-21 var kampen helt lige med 12 minutter igen, og så blev det deja-vu til testkampene mod Norge op til EM.
Her var Danmark ogsĂĄ oven pĂĄ langt hen i kampene, men til sidst trak Norge fra.
Danmark i bronzekamp
Norske Henny Reistad og resten af hendes landsmandinder fik skudt hul på Sandra Toft. 21-21 blev til 24-22. Imens rendte Danmark ind i en scoringspause, hvilket bedst blev eksemplificeret ved landstræner Jesper Jensen, der inden for tre minutter så sig nødsaget til at bruge to timeouts.
Sidste forsøg på at nå en EM-finale blev syv mod seks-spillet. Uden succes. Norge bragte sig på 27-22 med tre minutter tilbage, og så var semifinalen reelt afgjort.
Danmark pyntede på resultatet, men 24-27 betyder, at Danmark nu skal ud i en bronzekamp mod Kroatien. Imens står EM’s forhåndsfavoritter Norge og Frankrig tilbage for at kæmpe om guldmedaljerne.