EM håndbold

Dansk profil er 'sindssygt skuffet' over sig selv

Inden semifinalen havde Kathrine Heindahl haft fire afslutninger i over 200 minutter. Mod Norge fik hun fem forsøg, men scorede kun på to af dem.

Det var det ene skuffede danske ansigt efter det andet, der fredag aften mødte pressen virtuelt i Jyske Bank Boxen.

Selvom Norge var favoritter mod Danmark i EM-semifinalen, så var der ingen tvivl om, at de danske spillere troede på, de kunne levere overraskelsen helt indtil det sidste.

Der er jeg ikke god nok til at gribe chancen, når den kommer

Kathrine Heindahl

Flere afbrændere kostede dog dyrt, da de norske spillere samtidig var effektive i modsatte ende. Stregspilleren Kathrine Heindahl stod for to af de misbrugte chancer i de sidste ti minutter, og det var hun tydeligvis utilfreds med efter kampen.

- Jeg er sindssygt skuffet over min egen præstation. Jeg er superærgerlig over vores anden halvleg, når vi ser på den første halvleg, vi leverer, indledte Kathrine Heindahl interviewet med TV 2 SPORT.

Har efterspurgt mulighederne

I løbet af turneringens første seks kampe havde havde hun blot haft fire afslutninger på mål, men det var en del af den danske taktik. Mod Norge fik Heindahl så muligheden fem gange fra stregen, men blot to forsøg blev omsat til scoringer.

- Man har lidt spurgt om indspil i en del af kampene. Der har ikke været ret meget til os stregspillere ud over at arbejde benhårdt for de andre. Det har man gjort med glæde, og så kommer vi til en kamp, hvor der er supergode muligheder, og så har jeg ikke nogen speciel god effektivitet. Der er jeg ikke god nok til at gribe chancen, når den kommer, tilføjede den danske stregspiller.

Den norske landstræner havde foretrukket Silje Solberg i målet fra start, og selvom hun stod en stabil første halvleg, var det uden tvivl rutinerede Katrine Lunde, der i anden halvleg fik en afgørende rolle i den norske sejr.

- Lunde stiller sig ind på linjen på to afslutninger i anden halvleg, og jeg går efter at skyde til en stolpe, og så skyder jeg forbi mål på den ene og i en dum chokolade-højde på den anden. Der var hun bare for god, sagde Heindahl og blev bakket op af holdkammeraten Anne Mette Hansen:

- Hun gjorde det godt. Hun har nogle vilde redninger, og nogle gange må man bare sige: ”Det er fandeme nogle gode redninger.”

Medaljen er en kæmpe drøm

Sammen med resten af holdet skal de nu forsøge at rejse sig, når Danmark søndag møder Kroatien i bronzekampen.

Den stærke stregspiller er dog ikke i tvivl om, at danskerne vil gøre alt for at sikre den første medalje i syv år til kvindelandsholet.

- Jeg har stadig ikke fået noget om halsen med landsholdet, og det er stadig en kæmpe drøm. Når vi tager til et mesterskab, så er det for at komme hjem med noget. Den mulighed har vi stadigvæk, så jeg er slet ikke i tvivl om, at motivationen og lysten nok skal komme, men i dag (fredag, red.) er den lidt hård, afsluttede Kathrine Heindahl.

Bronzekampen spilles søndag klokken 15.30 og kan ses direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.