Håndbold

Dansk veteran stopper i rumænsk klub med øjeblikkelig virkning

Motivationen var væk, og nu er Ann Grete Nørgaard fortid i rumænske SCM Râmnicu Vâlcea.

Når Ann Grete Nørgaard rejser til Danmark for at holde jul, skal hun tjekke de store kufferter ind i lufthavnen. Rejsen nordpå markerer samtidig et punktum for tiden i rumænske SCM Râmnicu Vâlcea.

Den tidligere landsholdsfløj har valgt at rive sin kontrakt i stykker, efter at det pludselig blev muligt, lige inden holdet gik på ferie.

- Vi fik en melding om, at der var lønnedgang, og de, der ikke var interesserede i det, kunne være fri til at gå, siger Ann Grete Nørgaard til TV 2 SPORT.

Den tidligere landsholdsspiller rykkede fra Viborg til rumænsk håndbold i sommeren 2019, og selvom hun har været glad for beslutningen om et udlandseventyr, føler hun, at timingen er den rette nu.

- Jeg kunne ikke motivere mig til at blive i det. Så på den måde var det bare ikke et svært valg, da det kom til stykket, siger hun og tilføjer, at der lige skulle noget betænkningstid til, før hun traf beslutningen.

Tog til Rumænien med en drøm

For hun har været glad for sin tid i den rumænske klub. Efter en lang karriere i dansk håndbold var det lige det, hun havde brug for.

Men coronasituationen er hovedårsagen til, at hun tager hjem til Danmark. Tomme haller og flere positive coronaprøver på holdet har gjort det mindre sjovt at være håndboldspiller i Rumænien.

- Jeg tog jo herned med en drøm om at spille alle de store kampe i de der vilde arenaer – og specielt på vores hjemmebane, men det er jo væk. Det er der jo ikke lige nu.

- Det er fint at spille Champions League og spille mod nogle gode hold. Det er sjovt. Men det har jeg jo prøvet. Det var jo for at få dét, som jeg fik hele sidste år med den intense stemning, som både løfter mig selv og hele holdet, siger hun.

Mod på mere håndbold

37-årige Nørgaard har dog smag på mere håndbold.

- Jeg tror ikke, at jeg er færdig med at spille håndbold. Nu skal jeg lige hjem og lande efter det her, holde jul, og så ser vi, om der kommer et eller andet. Nu ved folk i hvert fald, at jeg er ledig.

Har du nået at snakke med nogen endnu?

- Nej, jeg har haft fuld fokus på at slutte det her af så godt som muligt, og jeg har egentlig heller ikke haft noget behov for det, for det har været en stor beslutning.

Ann Grete Nørgaard debuterede i den danske liga i 2000 og har spillet for Viborg, Horsens, TTH Holstebro og Randers. Hun har spillet 139 landskampe.